Trailer: Traileren til "Spider-Man: Into the Spider-Verse" samler et helt hold af edder-helte

Mød Spider-Gwen, Spider-Man Noir... og Spider-Ham!

Den nyeste trailer til animationsfilmen "Spider-Man: Into the Spider-Verse" er nu blevet sluppet løs på internettet og kan ses nedenfor. Phil Lord og Christopher Miller – duoen bag "Det regner med frikadeller", "21 Jump Street" og "LEGO Filmen" – er idémændene bag filmen, som de også har produceret.

I den animerede fortælling møder vi teenagesuperhelten Miles Morales (Shameik Moore) fra Brooklyn, som ved et uheld ender med at krydse dimensionerne og møde både den oprindelige Spider-Man, Peter Parker (Jake Johnson), og en række andre finurlige typer, der alle udspringer af det uendelige Spider-Verse – for i "Spider-Man: Into the Spider-Verse" kan mere end én helt nemlig bære masken.

Superheltefortællingen byder på en håndfuld alternative udgaver af edderkoppemanden og hans univers og præsenterer os derfor for bl.a. Spider-Woman, der har stemme af Hailee Steinfeld ("The Edge of Seventeen"), og den pulpede, 1930'er-inspirerede Spider-Man Noir, som ingen ringere end selveste Nicolas Cage lægger stemme til. Derudover kan man høre komikeren John Mulaney som parodifiguren Spider-Ham, mens Kimiko Glenn ("Nerve") giver den som Peni Parker, der i sin robotdragt bekæmper forbrydere som helten SP//dr.

Liev Schreiber ("Ray Donovan") lægger desuden stemme til skurken Kingpin i filmen, som ligeledes har Oscar-vinder Mahershala Ali og Lily Tomlin med på rollelisten. Det animerede eventyr er blevet bragt til live af et trekløver bestående af Peter Ramsey ("De eventyrlige vogtere"), Bob Persichetti og Rodney Rothman, hvoraf de to sidstnævnte med projektet får deres debut som instruktører på en spillefilm.

"Spider-Man: Into the Spider-Verse" lander i de danske biografer 13. december.

Kommentarer

Traileren til "Spider-Man: Into the Spider-Verse" samler et helt hold af edder-helte

  • ★★★0

    Den eneste af karakterene jeg kender lidt til ud over Peter Parker/Spider-Man er Spider-Gwen, som jeg lige er gået igang med at læse. Men uanset hvad så ser det her ud til at blive en god omgang spaz! Jeg var især vild med slutningen på traileren. :D

    I teksten her har i skrevet Spider-Woman, men der skal vist stå Spider-Gwen, formoder jeg. :)

    Superheltefortællingen byder på en håndfuld alternative udgaver af edderkoppemanden og hans univers og præsenterer os derfor for bl.a. Spider-Woman, der har stemme af Hailee Steinfeld...

    NightHawk 3-10-18 18:04

  • 0

    Det så slet ikke ringe ud.

    T'hain 3-10-18 18:34

  • 0

    Den eneste af karakterene jeg kender lidt til ud over Peter Parker/Spider-Man er Spider-Gwen, som jeg lige er gået igang med at læse. Men uanset hvad så ser det her ud til at blive en god omgang spaz! Jeg var især vild med slutningen på traileren. :D

    I teksten her har i skrevet Spider-Woman, men der skal vist stå Spider-Gwen, formoder jeg. :)

    Superheltefortællingen byder på en håndfuld alternative udgaver af edderkoppemanden og hans univers og præsenterer os derfor for bl.a. Spider-Woman, der har stemme af Hailee Steinfeld...

    Selvom tegneserien hedder "Spider-Gwen", og karakteren også omtales ved det navn her i den virkelige verden, så mener jeg bestemt, at Gwen Stacy-figuren i tegneserieuniverset vælger at bekæmpe kriminalitet som Spider-Woman. Så begge dele skulle vist være gode nok. :-)

    Laser 3-10-18 18:39

  • 0

    Jeg må indrømme jeg ikke er så meget oppe at køre, men den her trailer var sku fed nok. Jeg kommer nok til at se den i bio under alle omstændigheder.

    Og fedt med en cameo fra Spider dragten fra Spider-Man til PS4!

    Superknys 3-10-18 18:57

  • 0

    Jeg kender kun 'Edderkoppen'! ..købte vist et enkelt blad eller 2, engang i slut. 80'er - start 90'erne...

    Var mere til EU/belgiske tegneserier.

    Gasivodo 3-10-18 19:54

  • ★★★0

    Selvom tegneserien hedder "Spider-Gwen", og karakteren også omtales ved det navn her i den virkelige verden, så mener jeg bestemt, at Gwen Stacy-figuren i tegneserieuniverset vælger at bekæmpe kriminalitet som Spider-Woman. Så begge dele skulle vist være gode nok. :-)

    Jamen, du har fuldstændig ret. Da jeg så, at der stod Spider-Woman tænkte jeg i første omgang på en ældre version af den karakter. Men Gwen Stacy/Spider-Gwen går helt korrekt også under samme navn. Beklager at jeg var lidt forvirret her. :) 

    NightHawk 3-10-18 20:16

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen