Skrækkeligt musikvalg. Men hold kæft jeg glæder mig, of course.

Trailer: "Andor": Første trailer til 2. sæson af den kritikerroste "Star Wars"-serie
Diego Luna vender naturligvis tilbage som den snarrådige og snerrende oprørssoldat.
Det er omtrent 2,5 år siden, at 1. sæson af "Andor" blev rundet af på Disney+. Og først nu har Disney og Lucasfilm omsider frigivet det første smugkig på "Star Wars"-seriens næste (og sidste) sæson, og den actionmættede trailer kan ses herunder.
Vi følger nok en gang oprørssoldaten Cassian Andor, som gennem serien udvikler sig fra en gemen tyveknægt til en af oprørernes vigtigste soldater i kampen mod det galaktiske imperium – få år før begivenhederne i George Lucas' første "Star Wars"-film fra 1977.
Luna vender tilbage i titelrollen, mens også Stellan Skarsgård, Genevieve O'Reilly, Adria Arjona, Kyle Soller og Denise Gough gentager deres respektive roller. I 2022 interviewede vi netop Gough og Soller om deres mindeværdige skurkeroller i den forbavsende dystre og karakterdrevne sci-fi-dramaserie:
Se også: Moovy TV: Bag om "Andor" med "Star Wars"-seriens skurke
Efter planen slutter sæson 2 lige før starten på "Rogue One: A Star Wars Story", hvori Andor og flere af hans soldaterkammerater stjæler planerne til imperiets første dødsstjerne.
Og netop flere af skuespillerne fra dén spillefilm fra 2016 tropper op i sæson 2 af "Andor", herunder Alan Tudyk, som lægger stemme til robotten K-2S0, mens den Emmy-belønnede Ben Mendelsohn nok en gang spiller den iskolde imperium-officer Orson Krennic, som er med til at designe dødsstjernen.
For næsten to år siden fik undertegnede lov til at se en stemningsmættet teaser til 2. sæson af "Andor" under dét års Star Wars Celebration i London. Og det er altså ikke dén trailer, som Lucasfilm nu har udgivet online, for den var længere og gennemsyret af "Star Wars"-agtig musik, mens nedenstående teaser byder på en rocksang fra 00'erne i form af Steve Earles "The Revolution Starts".
Den Oscar-nominerede filmmager Tony Gilroy er fortsat seriens kreativt ansvarlige showrunner, mens bl.a. danske Janus Metz ("Borg", "Hjertelandet") har instrueret afsnit af sæson 2, der byder på i alt 12 episoder. Sæsonen kickstartes den 23. april på Disney+ i Danmark. Se den omtalte trailer her: