Trailer: Første teaser til Susanne Biers stjernespækkede HBO-serie "The Undoing"

Nicole Kidman og Hugh Grant har arbejdet sammen med den danske instruktør på den kommende miniserie.

I "The Undoing" møder vi Grace Sachs (Kidman), der lever lige præcis det liv, hun altid har drømt om. Hun er en succesfuld psykolog, der er i gang med at få udgivet en bog. Hun har en hengiven mand (Hugh Grant), og sammen har de en søn, der går på en prestigefyldt privatskole i New York.

Men et par uger før, hendes bog skal udgives, styrter Graces verden sammen omkring hende, og hun står pludselig over for et voldsomt dødsfald. Samtidig er hendes mand forsvundet, og en række overraskende afsløringer om hendes liv viser sig lidt efter lidt.

Grace står tilbage med den ubehagelige anerkendelse af, at hun har glemt at lytte til de selvsamme råd, hun har givet andre. Hun skal nu lægge ét liv bag sig og starte et nyt.

Foruden Kidman og Grant medvirker også Donald Sutherland, Edgar Ramirez, Lily Rabe, Ismael Cruz Cordova, Matilda De Angelis og Noma Dumezweni.

Biers landskvinde, Sofie Gråbøl, spiller chefanklageren Catherine Stamper. Bier har instrueret alle seriens seks afsnit, som er skrevet af David E. Kelley, der tidligere har arbejdet på bl.a. "Ally McBeal" og "Big Little Lies".

Serien udkommer på HBO Nordic til maj.

Kommentarer

Første teaser til Susanne Biers stjernespækkede HBO-serie "The Undoing"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen