Trailer: Galaksen er i fare i 4. sæson af "Star Trek: Discovery"

Den Emmy-belønnede science fiction-serie vender tilbage inden årets udløb.

Som vi fastslog i går, bliver der netop nu udsendt en masse smugkig – både i form af billeder og trailers – til kommende "Star Trek"-sæsoner.

I går delte vi traileren til 2. sæson af "Star Trek: Picard" samt det første kig på den computergenererede "Star Trek: Voyager"-kaptajn Kathryn Janeway, som snart dukker op i animationsserien "Star Trek: Prodigy".

Og nu har vi fået den første trailer til den næste og 4. sæson af "Star Trek: Discovery", som netop nu bliver skudt i Canada, hvor filmholdet og skuespillerne skal overholde en lang række corona-relaterede forholdsregler.

Læs også: History Channel laver dybdeborende dokumentarserie om "Star Trek"-franchisens historie

I den 3. sæson blev rumskibet Discovery sendt knap ét årtusind frem i tiden, og således blev trekkies over hele kloden introduceret for det 32. århundrede, hvor teknologien er mere avanceret end nogensinde, men hvor alskens konflikter og skumle væsner stadig rumsterer i det uendelige kosmos.

Og som den splinternye trailer til sæson 4 understreger, så har den nyudnævnte Discovery-kaptajn, Michael Burnham, ikke umiddelbart nogen ferie i sigtekornet. Et usynligt, astronomisk fænomen med en diameter på hele fem lysår rejser gennem Mælkevejen og knuser alt på dets vej, og kun Burnham og hendes galante besætning kan redde galaksen.

Idet CBS bruger geoblocking til at gøre traileren utilgængelig på YouTube for ikke-amerikanske internetsurfere, skal teaseren i stedet ses på Twitter.

Se teaser-traileren til 4. sæson af "Star Trek: Discovery" her.

Den 4. sæson af "Star Trek: Discovery" har endnu ikke fået en premieredato, men det formodes, at den udkommer lige op til nytår. Danske trekkies vil kunne streame afsnittene på Netflix.

Kommentarer

Galaksen er i fare i 4. sæson af "Star Trek: Discovery"

  • ★★★★★1

    Jeg har set flere afsnit den sidste måned og er nu ved episode 11 (sæson 1)! Problemet er at det jo er flere år siden jeg så de første afsnit, så jeg husker ikke alt så godt... Nu er jeg nået et punkt hvor den klarer at irritere mig og underholde mig på samme tid. Fremskridt. 

    Lars!10-05-21 23:24

  • ★★★★★0

    Jeg har set flere afsnit den sidste måned og er nu ved episode 11 (sæson 1)! Problemet er at det jo er flere år siden jeg så de første afsnit, så jeg husker ikke alt så godt... Nu er jeg nået et punkt hvor den klarer at irritere mig og underholde mig på samme tid. Fremskridt. 

    Feeeedt! :D det bliver markant bedre allerede fra første afsnit af 2. sæson! 

    The Insider11-05-21 00:33

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen