Trailer: Mørke tider truer i trailer til den nye sæson af "The Handmaid's Tale"

Første kig på anden sæson af det dystopiske drama er nu blevet afsløret.

Den første trailer til næste sæson af dramaserien "The Handmaid's Tale" er nu blevet udgivet. Fortællingen bliver lavet af streamingtjenesten Hulu, og traileren kan du tage et kig på nedenfor.

"The Handmaid's Tale" foregår i en fremtid, hvor USA efter en borgerkrig er blevet underlagt et fundamentalistisk gudsvælde, som undertvinger kvinderne og styrer befolkningen med diktatorisk hård hånd. Kvinden June vågner op til en ny verden, hvor hun er blevet indsat som tjenestepige, tildelt et andet navn og skal fungere som rugemor for det magtfulde Waterford-ægtepar. Men undertrykt og gemt væk i parrets villa begynder June så småt at kæmpe for at yde modstand mod overmagten – og snart vokser idéen videre blandt resten af tjenestepigerne...

Den dystopiske historie er baseret på romanen "The Handmaid's Tale", som er skrevet af Margaret Atwood og udkom i 1985. Bogen er tidligere blevet filmatiseret i spillefilmsform i 1990.

Hovedpersonen June bliver i serien spillet af Elisabeth Moss ("The Square"). Derudover medvirker Joseph Fiennes ("Shakespeare in Love") og Yvonne Strahovski ("Chuck") som Waterford-ægteparret, mens Alexis Bledel ("Gilmore Girls"), Ann Dowd ("The Leftovers") og Max Minghella ("The Mindy Project") ligeledes har fremtrædende roller.

Næste sæson af "The Handmaid's Tale" starter den 25. april på Hulu. Herhjemme kan serien streames på HBO Nordic.

Kommentarer

Mørke tider truer i trailer til den nye sæson af "The Handmaid's Tale"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen