Trailer: Traileren til 5. (og sidste) sæson af "Star Trek: Lower Decks" efterligner en ikonisk "Star Trek"-trailer

USS Cerritos og dets galante besætning tager hul på sit sidste eventyr til efteråret.

Tilbage i april kom det frem, at den næste og 5. sæson af "Star Trek: Lower Decks" også bliver animationsseriens sidste.

Serien har ellers høstet mange flotte anmeldelser og hæder fra adskillige award shows – herunder et par Emmy-nomineringer – men "Star Trek: Lower Decks" runder altså af lige før nytår.

Og som nedenstående trailer understreger, så er der som altid masser af fart over feltet, muntre referencer og kulørt action i den allersidste årgang af "Star Trek: Lower Decks", som handler om rumskibet USS Cerritos – et af Starfleets umiddelbart mindst prestigefyldte rumskibe, som længe blev spist af med røvsyge rutineopgaver, men som gennem serien er blevet en større og større spiller i kampen for galaktisk fred i det 24. århundrede.

Se også: Michelle Yeoh slår sig løs i første trailer til "Star Trek: Section 31"

Skuespillere som Tawny Newsome ("Space Force"), Jack Quaid ("The Boys"), Jerry O'Connell ("Stand By Me") og Eugene Cordero ("Loki") har pustet liv i seriens hårdt prøvede Starfleet-officerer i lydstudiet, og serien blev skabt af den tidligere "Rick and Morty"-producer og manuskriptforfatter Mike McMahan, som under årets Comic-Con kom med et par lettere kryptiske udmeldinger om seriens potentielle genopståen og sine chefers beslutning om at trække stikket på produktionen...

Som Variety skrev fra salen, så understregede McMahan, at 5. sæson af "Star Trek: Lower Decks" bliver "slutningen på et kapitel, men ikke afrundingen på karakterernes historie," og da en fan spurgte, hvad der skulle til for at skaffe en 6. sæson grønt lys, svarede produceren: "Mit 'sikre' svar er at se sæsonen igen og igen, når den udkommer – se alt 'Star Trek', når den udkommer – og hvis I virkelig er højlydte, når I støtter os, så kan jeg måske sige noget andet, når jeg ikke længere arbejder for de her folk..."

I 5. sæson af "Star Trek: Lower Decks" optræder der pludselig en lang række "huller" i rummet, som skaber en masse ravage. Sæsonen kickstartes den 24. oktober på Paramount+ i udvalgte lande, men det er p.t. uklart, hvor og hvornår danske trekkies får adgang til afsnittene. Hvorom alting er, så kan den omtalte trailer ses her:

Og som vi skriver i overskriften, så er traileren en herlig cadeau til en anden klassisk "Star Trek"-trailer – nemlig teaseren til spillefilmen "Star Trek VI: The Undiscovered Country" fra 1991, som gav os det allersidste eventyr med hele besætningen fra den oprindelige "Star Trek"-serie, inklusive Kirk og Spock. Dén teaser (med en skøn voice-over leveret af Christopher Plummer) kan ses her:

Kommentarer

Traileren til 5. (og sidste) sæson af "Star Trek: Lower Decks" efterligner en ikonisk "Star Trek"-trailer

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen