Anmeldelse: Bedre tider
Feel good-komediedramaer går dårlige tider i møde, hvis "Bedre tider" er den nye standard.
Nok de færreste havde regnet med, at den danske filmbranche ville blive indtaget af tre ambitiøse brødre uden baggrund i film. Og man må tage hatten af for, hvordan Mehdi, Misam og Milad Avaz helt uimponeret har kastet sig over dansk film, som den autodidakte kok Claus Meyer kastede sig over gastronomi. Milad, der typisk har været manuskriptforfatter, slår i denne omgang sin spillefilmsdebut som instruktør fast med det omklamrende feel good-familledrama, "Bedre tider".
Da de tre brødre Oscar, Karl og Lukas ved et tilfælde opdager, at deres fars bageri står overfor konkurs og at deres familiebageri er truet af lukning, rykker de sammen for at redde familiens arv og deres fars eneste glæde efter deres mors død. Deres far – den evigt optimistiske arbejdshest Vagn – har dog allerede en plan. Han vil gentage sin ungdoms succes og største glæde: verdens største romkugle. Denne gang vil han slå rekorden for verdens største træstamme og på den måde tjene pengene hjem til betaling af gælden. Trods den tossede idé, står brødrene står klar til at hjælpe deres far. Alt imens, de uundgåeligt hver især bearbejder sorgen over at miste deres mor fem år tidligere.
Avaz-brødrene lærte med "Mens vi lever" og "Kollision", at de nemt kunne indfange publikum i det svulstige melodramas tegn. Dette med greb, der står i stærk kontrast til traditionelt underspillede dansk drama og socialrealisme. Men også i forhold til de mere eksperimenterede lavbudgets indiefilm, der har tegnet dansk films store talenter, omdømme og undergrund de sidste ti år. Mehdi Avaz blev siden leder af Filmby Aarhus og Den Vestdanske Filmpulje, sideløbende med udgivelserne af Netflix-filmene "Toscana" og "A Beautiful Life". Især de to seneste film er ikke just blevet varmt modtaget. Og hvad kan dog være mere lunt og kernefamilie-samhørigt end en MacGuffin som verdens største træstamme, der udgør en alt for forbagt fremdrift?
If it ain’t broke, don’t fix it må være præmissen bag "Bedre tider". For det er ikke fordi, der er sket synderligt meget siden "Mens vi lever" og "Kollision". Trods tvivlsomt bagværk, bevæger vi os igen i samme skiveskårede temaer, der æltes rundt i en tåreperser-algoritme med den sketch-skabelon, der typisk oversælger Rasmus Heides film som "Centervagt" og "Alle for"-filmene til masserne. Altså slags film, som Mick Øgendahl ville forsvare mod snobbede filmjournalister. Sandheden er såmænd, at der vitterligt ikke er meget at forsvare ved Milad Avaz’ film. Heller ikke selvom det helst skal lyde imponerende med den flygtige pointe, at "Bedre tider" har et budget på 15% af en typisk dansk film. Hvad så end det betyder.
Chokerende lave budgetter afholdte hverken Christian Tafdrup eller Ali Abbasi fra at lave gode film som henholdsvis "Forældre" og "Shelley". "Bedre tider" er naturligvis rettet et noget andet publikum, og slet ikke kritikere eller med ambition om et kunstnerisk niveau. Og med et lavt budget håber Milad Avaz og resten af distributionen bag selvfølgeligt på endnu en selvskrevet juletids-succes, som "Elsker dig for tiden" blev det sidste år.
Historien i "Bedre tider" er dog i bedste fald minimal og burde i stedet have været en kortfilm. I stedet er den reduceret til en generisk grød af feel good-komediedrama, der krydser en "danske værdier"-Google-søgning af med stor appetit. Dette med indskudte, tilfældige episodiske sekvenser, som typisk ingen egentlig relevans har for historien, men mest af alt er enerverende flødeskumskagefyld. Primært mellem hovedpersonerne, spillet af Sebastian og Andreas Jessen, og det egentlige omdrejningspunkt, Ari Alexander. Samt Lars Brygmann, der med sin store rutine og evner kan køre alle film hjem bagbundet og med bind for øjnene. Han er selvfølgeligt hentet ind for at få et stort navn på toppen af plakaten
Netop firkløveret er filmens stærkeste kort. Især Alexander er charmerende og veloplagt, mens Jessen-brødrene trækker på deres naturlige blodsbånd. Efter et hav af de nævnte episoder, og ikke mindst en forfærdelig tåkrummende slutning som grænser til ufrivillig parodi på skilte-scenen i "Love Actually", falmer charmen. Man magter virkeligt, virkeligt ikke bare én bid mere.
"Bedre tider" vil med garanti dele vandene. Der vil blive argumenteret for, at den både er sjov og rørende. For kernepublikummet er form over substans nok. De vil ganske givet se den som en film, der rammer essensen af familiens samhørighed med hygge-nygge humor drysset på toppen, mens de hulkende piskes i ansigtet af et bundt nyskrællede løg. Helt blottet for positive indslag er Milad Avaz’ spillefilmsdebut som instruktør da heller ikke, hvor især Ari Alexander er et forfriskende indslag. Derfor trækkes den op til to stjerner. Det er vel jul.
"Bedre tider" har dansk premiere 21. december. Heriblandt i FORMAT Bio. Læs mere her.