Synes ellers Gizmos småretarderede bror i Grimlins var hylesjov (den, der ligner ham, men hvor øjnene og det hele kører rundt). Men åbenbart ikke hans søster ... :(
Anmeldelse: Critters Attack! (Blu-ray)
"Critters Attack!" er ikke den genfødsel, som 80'ernes gys og humor har fortjent.
"Gremlins" blev i 1984 et gigantisk kulthit, og kombinationen af gys, komedie og små, onde væsener viste sig at blive kopieret talrige gange årene efter. "Ghoulies", "Troll", "Munchies" og "Hobgoblins" blev dog ikke de store succeser, der affødte den klassiske lange række af fortsættelser, som ellers er typisk for både gys og 80'erne. Det gjorde "Leprechaun" og "Critters" derimod. "Critters"-franchisen lukkede dog ned med 4'eren i 1992. Indtil sidste år. I 2019 blev der nemlig både lanceret en tv-serie og en ny film, der skulle introducere de små rumvæsener til en ny generation. Selvom "Critters Attack!" er en fortsættelse af franchisen med hentydninger hertil, fungerer den samtidig som et reboot for dem, der ikke har lyst til at give sig i kast med de første fire.
Drea (Tashiana Washington) har netop fået et afslag på optagelse på hendes ønske-college. I håbet om at kunne få indflydelse på den beslutning påtager hun sig opgaven at babysitte en af lærernes børn. Det bliver dog en aften, hun sent vil glemme, for snart handler det om ren og skær overlevelse, da små, behårede rumvæsener dukker op i byen og æder alt levende, de kommer i nærheden af.
"Critters Attack!" er den første film i franchisen med en såkaldt R-rating (tilladt for alle over 15 år). På papiret virker det som en god ide til en film om morderiske rumvæsener, men det bliver slet ikke udnyttet godt nok. Det er først tre drab og en halv time inde i filmen, at den første dråbe blod dukker op, og filmen lægger ellers ikke ligefrem skjul på sine monstre, der bliver vist i al sin pragt fra start af. Disse ser til gengæld fremragende ud. Instruktøren Bobby Miller har nemlig valgt at fastholde dukkerne, og med et minimalt forbrug af CGI ligger "Critters Attack!" fint i forlængelse af de tidligere film. Enhver scene med de rullende hårbolde er en visuel og nostalgisk fornøjelse, men filmen er for bevidst om sine egne manglende kvaliteter og minder allermest om en charmeforladt Nickelodeon eller Disney Channel tv-produktion.
Manuskriptforfatteren Scott Lobdell gav os ellers den positivt overraskende "Happy Death Day", men humoren i "Critters Attack!" er ofte forældet – samtidig med at gyset udebliver i den klichefyldte fortælling i b-films-format. Gensynet med Dee Wallace fra den første "Critters" virker også unødigt påklistret, og Wallace spiller sin rolle stift og utroværdigt. Selvom alle karakterer (naturligvis) er endimensionelle, virker resten af hovedpersonerne ganske sympatiske. Her skal Tashiana Washington især fremhæves, da hun virkelig prøver og til dels lykkes med at løfte niveauet.
Det er dog næppe for skuespillets skyld, at man smækker en film som "Critters Attack!" i afspilleren. På trods af få gode øjeblikke er det en svær film at anbefale for andre end inkarnerede fans. Jeg, om nogen, så ellers gerne 80'ernes dukker, gys og humor genopstå, men dette er ikke den genfødsel, som den forsvundne tid har fortjent. Nuvel – når en Critter spiser en sækkepibespillers brystkasse og på den måde formår at få liget til at spille en melodi, viser filmen, at der er håb for genrens fremtid. Disse øjeblikke er der få af i "Critters Attack!", hvor hovedparten af den langtrukne spilletid bliver brugt på dårligt skrevet dialog og en bihistorie med en nuttet Critter, der mest af alt minder om Gizmos småretarderede lillesøster med kikset glamrock garn. Tro mig – det lyder sjovere, end det er.
Billede & Lyd
På trods af at "Critters Attack!" er en billig produktion, der hovedsageligt er filmet i mørke, er billedet for det meste skarpt. Der er nogle små problemer med detaljerne undervejs, især i de helt mørke scener, men kvaliteten er rundt regnet bedre, end de fleste ville forvente af en film som denne. Udgivelsens 5.1 DTS-HD Master Audio-lydspor formår at gøre godt brug af alle højtalere og skabe et overraskende velfungerende lydunivers. Filmens score ligger en anelse for højt i lydbilledet, men dialog og effekter går ikke tabt af den årsag.
Ekstramateriale
Udgivelsens tre featuretter på sammenlagt 17 minutter fokuserer hovedsageligt på designs og effekter og kommer ret godt i dybden med materialet, samtidig med at man får et solidt indblik i stemningen bag kulisserne. Derudover er der et tåkrummende kommentarspor til enkelte scener, hvor instruktøren og en fiktiv Critter forgæves prøver at kilde lattermusklerne.
