Anmeldelse: Django – The King of Swing

Når musikken spiller i "Django – The King of Swing", kæler det for øregangene, men resten af fortællingen klinger falsk.

"Django – The King of Swing" er en biopic om den fransk/belgiske jazzguitarist Django Reinhardt, der i dag anses som én af de vigtigste skikkelser i europæisk jazzmusik. En biopic om Django lægger op til en spændende fortælling. Ikke fordi den excentriske musiker var en mester til sit instrument, men nærmere fordi den udspiller sig under 2. verdenskrig – og mest af alt fordi Django opnåede succes trods sin etnicitet. Han var nemlig sinti-nomade (eller det mere kontroversielle sigøjner).

Fortællingen om Django Reinhardt tager sit afsæt i Paris anno 1943. Om aftenen spilles der stort anlagte jazzkoncerter for overklassen, om natten med nomadefest og fællessang. Django har opnået succes til trods for, at han stammer fra et nomadefolk – et folkefærd, der var forfulgt i lige så høj grad som jøderne. Nazisterne fatter stor interesse for Djangos evner og ønsker at sende ham på turné igennem Tyskland, men Django ved godt, at hans slags ikke er velanset på de kanter. I stedet vælger han derfor at flygte mod Schweiz, væk fra rigdom og berømmelse, men samtidig have muligheden for en rolig og ukompliceret tilværelse. Hvis altså ikke det var fordi tyskerne lurede lige i baggrunden.

Bagtæppet for historien i "Django – The King of Swing" er uhyre spændende. Jødeforfølgelsen er blevet fortalt og vist hundredvis af gange på film, men det er sjældent, at forfølgelsen af både sintier og romaer får lov til at tage fokus. Filmens anslag opstiller en god kontrast mellem Django og det folkefærd, han på sin vis er en del af; en flok nomader hygger om lejrbålet i skoven med sang og dans, men bliver pludselig skudt ned af nazister. Efterfølgende klippes der til Django, der optræder på scenen med sin musik foran nazisterne. Herfra bliver det Djangos historie og ikke så meget de nomader, som var på flugt. Dét er jo som sådan fint nok, nu det er en biopic om Django. Problemet er, at den anden fortælling er langt mere spændende.

"Django – The King of Swing" har nemlig problemer med at finde den rette balance i sin fortælling. Første halvdel er en skildring af Django som person, og hvordan han prøver at indrette sig i et samfund, han ikke tilhører. Anden halvdel forsøger at komme tættere på tilværelsen som nomade og den udsatte position, de led under, men de karakterer, vi møder, fremstår endimensionale, og ingen af skildringerne føles fuldendte. Vi kommer aldrig rigtig tæt på Django som person. Han fremstår vedkommende og charmerende, men til trods for at vi møder både konen, moderen og elskerinden, kommer vi aldrig helt ind på livet af ham.

Filmen har svært ved at finde ud af, om den vil være en musik-biopic om mennesket Django Reinhardt eller en tragisk fortælling om forfølgelsen. Og dét er drønærgerligt, da begge historier er interessante. "Django – The King of Swing" er klart bedst, når den centrerer sig om Django og hans musik. 

Der er flere scener, som varer adskillige minutter, hvor kameraet fokuserer på instrumenterne og den skønne jazzmusik, der spilles. Musikken fremstår som et frirum for Django og de andre nomader – et frirum, de har brug for under en presset tid. Derfor klinger det falskt, når rulleteksterne viser en mosaik af virkelighedens ofre, da fortællingen kun har skildret dette halvhjertet.

Django – The King of Swing