Anmeldelse: The Eddy – Sæson 1 (Netflix)

Musikken spiller bedst i Netflix' nye jazzede serie, når Oscar-vindende Damien Chazelle er bag kameraet, men harmonien mangler.

Netflix samler samtlige musikinstrumenter op og spiller for fuld udblæsning i deres internationale serie "The Eddy". Seriens otte afsnit er forfattet af Jack Thorne ("His Dark Materials", "Wonder") og har det filmiske musikgeni Damien Chazelle – manden bag "Whiplash" og "La La Land" – som instruktør på de første to afsnit og producer på resten. Serien starter med et jazzbrag og forsøger sig med dramatisk crescendo, men det musikalske drama fortjener muligvis ikke det stående bifald, den spiller efter.

Klubejeren Elliot Udo har lagt livet som jazzstjerne på hylden efter sønnens tragiske død. Den charmerende kunstner bruger nu dagene på at være bandleder og medejer af den tumultariske natklub The Eddy sammen med den ligeledes indtagende Farid. Aftalen mellem de to musikpassionerede mænd virker til at være således: Elliot skal få bandet til at køre som smurt, og Farid skal få finanserne til at køre rundt. Begge dele volder store problemer, for pludselig ankommer Elliots rastløse datter, Julie – flygtet fra sin mor i New York – samtidig med at lokale gangstere kræver penge af klubben.

Det elskværdige spillested huser dagligt hele jazzbandet og de mange medarbejdere, det kræver at holde den slags natklub kørende. Serien afspejler dette i narrativet, og hvert afsnit omhandler en af de klubhuserende karakterers liv og unikke problemer. De første to afsnit omhandler Elliot og Julie, som vi dog også følger mere gennemgående i serien. Den unge Oscar-vinder Damien Chazelle instruerer disse fantastiske afsnit, og der er en klokkeklar forskel at mærke, når hans excentriske, musikelskende stil fordufter ved afsnit tre. Ikke alene forlader den stilistiske personlighed serien. Fortællingen mister også sit tematiske fokus i sin insisteren på et gangsterdrama som erstatning for bedre biroller.

Joanna Kulig, bedst kendt fra Pawel Pawlikowskis "Cold War", byder dog på et komplekst portræt af en forsanger fanget mellem hendes elskede band og muligheden for berømmelse andetsteds – dog som korsanger. Hendes karakter, Maja, er fastlåst i dette musikalske puslespil, især fordi hende og Elliot tidligere har haft et forhold, der virkelig bliver sat på spidsen, efter datteren Julie braser ind. Serien behandler forholdet mellem de to voksne ret så klichéfyldt, men til gengæld leges der nuanceret med far-datter-forholdet. Jack Thorne kæmper desværre med at skabe dramatisk harmoni på tværs af melodiske mennesker.

Musikken findes overalt i "The Eddy". De bevægende toner spiller fra jazzklubbens rolige indre og danser henover de hektiske gader i Paris. Kærlighedsmelodierne varmer hjerterne hos bruden og brudgommen på en besnærende sommerdag, og ved en begravelse trækkes der sørgmodigt i hjertestrengene. I den parisiske kultur er musikken altid at finde, som var karaktererne i "The Eddy" forbundet af deres evne til at skabe rytmisk kunst. Men i en serie med musikken som selvvalgt omdrejningspunkt mangler den simpelthen sangen. Den ene sang, som retfærdiggør hele fokusset, og selvom det titulære track, "The Eddy", er godt, er det desværre ikke et musikalsk vidunder med emotionel genklang som "Caravan" fra "Whiplash" eller de bedste fra "La La Land".

Fortvivl ej. "The Eddy" er bestemt ikke dårlig. Den leder dog håbefuldt efter sit store musikalske gennembrud på tværs af ujævne karakterportrætter. Havde Damien Chazelle dedikeret sin tid og stil, ville en lang applaus med encore nok have været på sin plads. "The Eddy" må nøjes med en hurtig klapsalve.

Anmeldelsen er baseret på alle otte afsnit, der kan ses på Netflix.