Anmeldelse: Eiffel
Nok vokser Eiffeltårnet ind i himlen, men det gør film om den ikoniske ingeniør bag ikke.
Nok de færreste kender ikke til Eiffeltårnet i hjertet af Paris. Et fransk ikon, der årligt bestiges af næsten syv millioner mennesker. Hvad end det har været turister på sightseeing eller håbløst forelskede par, der erklærer deres kærlighed til hinanden. Sidstnævnte er ganske passende for Martin Bourboulons seneste romantiske drama, "Eiffel".
I 1889 er Gustave Eiffel (Romain Duris) netop blevet færdig med at opførelsen af Frihedsgudinden. Hurtigt hyres ingeniøren af den franske regeringen til at designe noget spektakulært til verdensudstillingen i Paris, selvom han ikke er begejstret for regeringens idéer. Men da han møder sin gamle flamme, Adrienne (Emma Mackey), inspireres franskmanden til at bygge et tårn, der aldrig er set større.
"Eiffel" har to fortællinger: Gustave Eiffels kamp om at få bygget Eiffeltårnet, og romancen med den gamle flamme. Begge har bestemt deres værdi øjeblikke, når romantikkens fortid efterforskes. Alt imens opførelsen af tårnet møder modstand fra befolkningen, regeringen og arbejderne, som bygger tårnet. Sidstnævnte bidrager med nogle af filmens mest effektive scener, når det hårde arbejde anskues. Som i en sen scene, hvor en håndværker hænger flere hundrede meter oppe i luften, for at skrue skruer på tårnets fundament.
Spilletiden på 108 minutter ikke nok til at rumme de to historier. Fokusset på Eiffel og Adriennes fortid kommer på bekostning af byggearbejdet. Romance kommer aldrig rigtig i gang, mens den franske ingeniør let skøjter over udfordringer. Konflikter introduceres og løses i løbet af få minutter, hvilket skaber en følelse af, at der aldrig er nogen reel risiko eller noget på spil for vores hovedpersoner. For slet ikke at tale om bipersonerne. Såsom Eiffels datter, der ved start har sin egen plotlinje, men som hurtigt glemmes.
Hvilket er ærgerligt, da filmen ellers gør meget rigtigt. Duris og Mackey har god kemi, og spiller deres roller elegant. Alt sammen til flotte billeder fra Matias Boucard og god musik fra træfsikre Alexandre Desplat. Alt dette afholder "Effiel" fra at blive en kedelig film, da det flotte håndværk er på plads. Det er bare ærgerligt, at tårnet rives ned af uforløste plot tråde, mangel på effektive konflikter og manglende detaljer.
"Eiffel" er en flot film med godt skuespil, god musik og enkelte interessante scener. Desværre fældes Eiffeltårnet dog af manglende konflikter, en uforløst romance og et persongalleri, som kastes ud over kanten. I sidste endes føles romancen som en unødvendig distrahering fra skabelsen af Paris’ vidunder. Instruktør Martin Bourboulon har simpelthen ikke har nok tid til at nå alle detaljer. Dette er en film, som nok skal underholde, men hurtigt glemmes. når håndværkerne går til fyraften.