Anmeldelse: Om det uendelige
"Om det uendelige" er den mest melankolske af Anderssons seneste film og dermed også den, hvor humoren er mest fraværende.
"Sådan er der ingen, der laver film. Sådan kan man ikke lave film, og derfor er det genialt." Sådan sagde den legendariske Ole Michelsen på sit ditto legendariske filmprogram "Bogart", da han anmeldte Roy Anderssons "Sange fra anden sal" tilbage i 2000. Filmen var ment som første del af trilogien om at være menneske. Med "Om det uendelige" udfaser svenskeren sine tableauer for fjerde gang med en melankolsk epilog, der vandt Sølvløven i Venedig.
Et par sidder på en bænk og kigger mod himlen. En ung mand er dybt forelsket i en ung kvinde, der vander planterne foran sin butik. En tandlæge forsøger at gøre sit arbejde, men bliver hele tiden forstyrret. Sådan er det at være menneske. Små episoder i livet kan betyde store ting for hvert enkelt individ. Livet er fuld af skønhed og ondskab og kan ses på fra forskellige vinkler. Tilværelsen er fuld af banaliteter, men også overraskelser, og mennesket skal huske at leve den, mens det har den.
Roy Andersson er en ener i den skandinaviske filmindustri. Han slog igennem i starten af 70'erne med den konventionelle "En kærlighedshistorie" om ung kærlighed. Derfra gik det mest med kortfilm og reklamefilm op igennem årtierne. Men pludselig stod han i Cannes med "Sange fra anden sal". Filmen tog festivalen med storm og vandt Juryens pris. Man havde, med Bogarts ord, ikke set noget lignende.Anderssons stil kan minde meget Wes Anderson, men Wes er nemmere at gå til end sin næsten svenske efternavnebror. Roys stil kan beskrives som livets øjeblikke i et splitsekund. Trilogien om at være menneske og den nu, efter hans eget udsagn, sidste film viser et billede, der kan virke melankolsk og sørgeligt, men humoren og de lyse øjeblikke gemmer sig lige under overfladen. Livet er tragisk og kan virke meningsløst. Men vi skal huske at leve det og fange de små øjeblikke i de stille stunder. Nyde den kolde øl eller smage det kærlige kys. Ellers er vi fortabte og kan ligeså godt lægge os ned og dø. "Om det uendelige" er den mest melankolske af Anderssons seneste film og dermed også den, hvor humoren er mest fraværende. Det er synd, da den humoristiske side af livet var en del, man kunne mærke var vigtig i de tre foregående film.
Det er svært ikke at sammenligne "Om det uendelige" med trilogien, og melankolien skinner meget igennem her. Men dermed ikke sagt, at filmen ikke har gyldne øjeblikke. Tandlægen, der ikke kan få lov til at udføre sit arbejde, er et af filmens højdepunkter. Vi har brug for at finde noget positivt i vores trivielle tilværelse, og det, mener jeg, klart er Anderssons grundessens. Alle karaktererne er hvide i ansigtet og giver et indtryk af en zombiefilm, men hvis der sker en forandring, kommer solskinsstrålerne frem.
"Om det uendelige" er en svag tilføjelse til Roy Anderssons enestående trilogi om at være menneske. Anderssons stil er stadig enestående. De stilrene og detaljerede tableauer er utroligt flotte at se på. Desværre udebliver humoren denne gang, og melankolien er mere på spisekortet i denne omgang. Og det gør desværre filmen sværere at sluge i forhold til de tidligere. Der mangler lige de ekstra trin, for at vi kan komme op på den 2. sal og møde den tænkende due, der gjorde Anderssons film til det geniale, vi førhen ikke havde set før.