Anmeldelse: Rød himmel

Christian Petzold understreger sin status som mesterinstruktør med spidsfindig og humoristisk klimakrisekommentar.

Bevidstheden om klimaforandringerne er for længst omsat i popkulturens uundgåelige respons til verdenssituationen. Aktualitetsbarometeret er rødglødende på fakta- og fiktionsfladerne, med især litteratur og filmmediet som de mest udslagsgivende. Et skildret forhold mellem menneske og natur er dog langt fra et fænomen bestemt af nyere tids katastrofer. Romantikken tog omdrejningspunkt i det følsomme og kunstneriske. Herunder prætentiøs (selv)genidyrkelse, ofte med naturen som symbolsk udtryk for det indre, ungdommeligt følelsesliv i højtflyvende Sturm und Drang-passager hos blandt andre giganten Goethe, men især udpenslet i maleren Caspar David Friedrichs oprørte bølger.

En anden tysk gigant, filmskaber Christian Petzold, trækker tydeligvis på samme aktuelle bekymringer og kulturophav i "Rød himmel". Dog med en helt særlig selvironisk sans for opbrud og opråb. 

Sommerhimlen over den tyske Østersøkyst har et rødligt skær. En større skovbrand bevæger sig nærmere og nærmere, men alligevel ikke nok til at skræmme Leon og Felix (Thomas Schubert og Langston Uibel) fra et afbræk i det ellers naturskønne område. Leon skal arbejde videre på sin anden bog, mens Felix vil forberede sig på sin optagelsesprøve til Kunstakademiet. Dog er de ikke alene i et sommerhus, som det ellers var planen. Nadja (Paula Beer) er der nemlig også, hvilket ikke just er fordrende for arbejdsdisciplinen. Især ikke, da vores dybt navlepillende hovedperson forelsker sig i den mystiske kvinde.

Som Berlinerskole-instruktør er Christian Petzolds seneste film præcis så punk og uregerlig at placere, som man kan forvente. "Rød himmel" brænder alle konventioner ned, ved både at tage sit afsæt i konventionelle genrer som coming-of-age, romantikkens virkemidler og climate fiction, krydret med sin andel af flydende Eduard von Keyserling’sk impressionisme i persongalleriets diskrete og forbigående relationer. Petzold ryster dog langt fra på hånden ved drillende at stryge fortællingen med hånden i atmosfæriske og grynede naturbilleder i livagtiggørelsen af hovedpersonens indre liv, for i den næste øjeblik at latterliggøre Leons selvbillede som misforstået geni med en velplaceret fiskerlussing. 

Christian Petzold er nok mest kendt herhjemme for sin Kærlighed i undertrykkende systemer-trilogi med de mesterlige "Barbara", "Phoenix" og "Transit". "Rød himmel" er 2. del af en anden trilogi med inspiration fra netop romantikkens natursymbolisme og mytiske motiver, som havfrueforællingen om "Undine" indledte med. Fortællingen om Leons stormfulde møde med Nadja lader dog ikke kun virkemidler fra Petzolds tidligere film udfolde poetisk og vikle sig elegant ind i hinanden på en surrealistisk måde.

Bittesmå antydninger løsrives og vendes på hovedet i en selvransagende refleksion vendt mod publikum selv. Genklang af den dér sommer hvor alt ændrede sig transformeres til rødglødende forvekslingskomedie, når vores egne pinagtigheder fra vores unge år blusser op og drysser ned fra himlen i tåkrummende erindringsfragmenter. Persongalleriets flygtige omgang med hinanden er som at se fri jazz omsat i levende billeder. Alle er dygtige nok til at tage deres soloer, men husker samtidigt at spille elegant op til hinanden. Behændigt og kløgtigt styret af Christian Petzold, der også har skrevet manuskriptet bag. Det mærkes.

"Rød himmel" vender adskillige gange på en tallerken. Meget ulig Petzolds typisk kreative omgang med filosofiske og gravalvorlige temaer, tilføjes en uventet komik denne gang. Visse sekvenser er ekstremt morsomme, men få er lårklaskende – selvom en vis sekvens rundt om et havebord må være én af årets allersjoveste.

Kæmpetalentet Paula Beer medvirker for tredje gang i en Petzold-film, og står som det afslappede modstykke til den indbildske og overdramatiske Leon, fremragende indkapslet af Thomas Schubert. Som vel at mærke har hovedet så meget oppe i sin egen røv, at han hverken ænser naturens iøjnefaldende poesi eller at skoven er ved at brænde ned omkring ham. En lidt kedelig evne at have som forfatter, der forestiller sig at forstå verdenen. Men især også en spidsfindig ironisering over, hvordan vi som mennesker måske taler om og relativiserer de menneskeskabte klimaforandringer, men ikke tager stilling til katastrofen, før baghaven står i flammer.

At "Rød himmel" endte med at udløse Sølvbjørn nummer to i rækken til Christian Petzold, er ingen stor overraskelse. Med sit helt særlige, flydende filmsprog kan mesterinstruktøren noget, som de færreste andre filmskabere kan. Med sin nyfundne underspillede komik og Paula Beer i topform beviser den nu 63-årige tysker, at selv de mest garvede instruktører stadig brænder for filmhåndværket som intelligent og samfundskritisk kunstform.

"Rød himmel" har dansk biografpremiere 11. april.