Anmeldelse: The Zone of Interest

Ubehaget driver ned ad pigtrådshegnet i grotesk Cannes-favorit, mens vi vidner ondskabens banaliteter udfoldet i en nazifamilies skød.

Tysk film har siden især "Der Untergang" fra 2004 været optaget af mennesket bag nazisterne. I skyggen af Nürnbergprocessen fra 1945-1949, til adskillige retssager rettet mod højtstående profiler fra Nazityskland. Heriblandt mod Adolf Eichmann i Jerusalem i 1961, som Hannah Arendt dækkede og beskrev som ondskabens banalitet, når en kontornusser som Eichmann undskyldte sin medvirken i folkemord med blot at gøre sit job i administrationen, ved at designe blandt andet planen bag Endlösung, den endelige løsning på det såkaldte jødeproblem i organiseringen af udryddelseslejre som Auschwitz. Jonathan Glazers løse filmatisering af Martin Amis’ "The Zone of Interest", på dansk "Brun sne", tager afsæt i netop den uhyggelige normalisering af maskinel drab og menneskets forbløffende evne til at tilpasse moral og medmenneskelighed efter selv de mest groteske omstændighederne.    

Familien Höss er som de fleste børnefamilier i 1940’erne. Rudolf (Christian Friedel) går hver dag på arbejde som leder af (en slags) nationalt anerkendt virksomhed som kommandant for Auschwitz, mens hjemmegående Hedwig (Sandra Hüller) passer hus, børn og hustjenere. Trods ængstelig trang til lebensraum som sande germanere, som et af idolet Hitlers buzzwords til at underbygge en naturlig drift til personlig og Det Tredje Rigets ekspansion, skal hverdagen jo hænge sammen. Selv hvis der ikke er plads til så meget tid sammen for Rudolf og Hedwig. Også selvom om askerøg fra gaskamre, fund af kæbeknogler med guldtænder og beskidte jøder kan være frygteligt irriterende. Huset skal jo være pænt, når vatti kommer hjem til aftensmad efter en hård dag.

Normaliteten er ubehageligt indsmigrende i "The Zone of Interest". Familien Höss er på overfladen som enhver anden i deres daglige trummerum og hverdagsproblemer. Grusomhederne er djævlen i detaljen og mellemregninger, når der hænges tøj til tørre med buldrende skorsten og diskrete skrig i baggrunden, mens indre billeder fra Holocaust og Auschwitz uundgåeligt blander sig med dem på nethinden.

 

"The Zone of Interest" er ikke nogen behagelig film, men den er nødvendig. Ikke udelukkende som endnu et Holocaust-portræt eller hverdagsmentalitet blandt nazisterne uden at de var personificeringer af rendyrket ondskab. At de også var helt almindelige mennesker. For dem er der masser af gode og effektive Holocaust-film om – også bedre end denne.

Filmen skal dog ses som andet og mere end traumefilm. Den altoverskyggende styrke er Jonathan Glazers undersøgelse af menneskesindets kyniske afkroge. Den britiske instruktør går dybere i vores skræmmende evne til at blive blind for, at acceptere eller banalisere katastrofer. At niveauinddele alt efter, om den sker foran snuden på en, på et regneark eller, bogstaveligt talt, i baghaven – bag en mur klædt i pigtråd. Paralleller til andre folkemord, andre aktuelle "interessezoner" som dem, Israel ironisk nok har skabt i Gaza, samt det at ignorere de aktuelle flygtninge- og klimakriser er nærliggende at drage. Dette underbygget af fantastisk samspil mellem Christian Friedel og især helt eminente Sandra Hüller, der siden gennembruddet med "Min far Toni Erdmann" har vist sig som én af de allerbedste skuespillerinder i Europa.

Hvor film som Matti Geschonnecks mesterstykke "Wannsee-konferencen" fra start til slut fastholder et formelt portræt af et udvalg af verdenshistoriens mest afstumpede og grusomme massemordere, kan Jonathan Glazer ikke dy sig for at trække gardinet ned et par gange undervejs. Ikke som Michael Hanekes "Det hvide bånd", hvor børn opflaskes subtilt med ondskab som subtil kommentar om Nazitysklands normalisering af brutalitet og folkedrab.

For kan "The Zone of Interest" kritiseres for én ting, er det, når vi alligevel skal have understreget, hvornår vi skal lade ubehaget få frit los. Som når et par skingre lydsekvenser skæres igennem det klæde, der ellers overlader så meget, så effektivt, til sit publikums egen fantasi og mentale bagage. Rudolf Höss skal føle ubehag over sig selv ved en konference, selvom vi allerede er klar over nuancerne i hans karakter. Det burde ikke være nødvendigt at holde publikum i hånden. Heller ikke for at kunne relatere til en KZ-kommandant som menneske. Grebet hæmmer et essentielt og altoverskyggende ubehag som afmålt koldt og autentisk portræt, når filmiske virkemidler som disse i stedet afslører de fiktive virkemidler i en faktuel ramme. På den måde stikkes huller i illusionen om et vidnesbyrd. Kald det et nødvendigt onde, for at få et bredt publikum internationalt med på noderne. Nu bølgen af tyske traumefilm med samme tema over de sidste 20 år ikke nåede ud i samme grad, kan lige den slags slutløsninger retfærdiggøres.

"The Zone of Interest" er en understregning af, at der går alt for længe mellem Jonathan Glazers film. Det er hele ti år siden, at han sidst var aktuel med "Under the Skin". Som Holocaust-film er den stærk, men ikke blandt de bedste traumefilm lavet. Til gengæld kan det mere og andet. Spejlingen af en hverdagslig normalitet i skyggen af grusomheder er dér, hvor Glazers film for alvor skærer ind til benet. Og bliver siddende.

"The Zone of Interest" har dansk biografpremiere 11. januar. Heriblandt i FORMAT Bio. Læs mere her.

Her vil også være mulighed for at opleve lyddesigner Peter Albrechtsen fortælle om filmens unikke lydside. Det sker mandag 15. januar, læs mere om arrangementet her.