Anmeldelse: Fargo - Sæson 5 (HBO Max)

Den seneste ‘sande’ historie fra "Fargo"-universet bringer serien tilbage på rette spor med sine absurde karakterer og sorthumoriske påfund.

Det er efterhånden ni år siden at Noah Hawleys serie "Fargo", inspireret af Coen- brødrenes udødelige film af samme navn fra 1996, fik premiere. En serie, der mod alle odds beviste, at filmfortællinger med succes kan finde nyt liv i serieformat. Hvilket især de tre første sæsoner understøttede. Efter en fjerde sæson af svingende kvalitet er det tid til at vende tilbage til North Dakota og Minnesota, og tjekke temperaturen i "Fargo". Og baseret på de første fem afsnit er serien tilbage på dette spor.

Den seneste ‘sande’ historie starter i Scandia, Minnesota. Vi er nu helt fremme ved 2019 i antologiserien. Dorothy Lyon (Juno Temple) lever et fredeligt liv med sin mand og datter, til trods for at hendes svigermor Lorraine (en djævelsk Jennifer Jason Leigh) dårligt kan tolere hende. Da Dorothy anholdes under et forældremøde, vækker det opsigt hos den konservative sherif, Roy Tillman (Jon Hamm), i nabostaten North Dakota. Han har længe ledt efter Dorothy – en kvinde, der gemmer på en blakket fortid.

Herfra bydes der op til mysterier, blodige løjer og sorthumoristiske påfund, drysset med snedynger af overdrevet sjove amerikansk-skandinaviske accenter. En af de mange ingredienser, der gør tonen i "Fargo" helt unik og Coensk. Selvom mystikken omkring forholdet mellem Dorothy og Roy hurtigt gennemskues, forbliver det medrivende, når blodet flyder og katten-efter-musen jagten bliver til alvor. Især når serien belønner med adskillige intense øjeblikke, der er teknisk flotte og veludførte. På disse fronter findes der få serier, som `'Fargo", der typisk har holdt et skyhøjt bundniveau.

I femte sæson er løjerne krydret mere med politik end hidtil, i takt med, at vi nærmer os nutiden. Her står både mænd og maskulinitet for skud, mens amerikanernes finansielle problemer og religiøs konservatismer står for fald. Noah Hawley har styr på sin skarpe pen og observationer i ærmet. selvom serien ikke altid er så skarpsindig med sin kritik. Her fungerede det bedre i anden sæson, hvor reaganisme dannede bagtæppet. "Fargo" har aldrig været en beskeden serie. Men aldrig så højtråbende som i femte sæson, omend det medfører mange sjove scener.

Som altid, består det seneste iskolde blodbad af et eminent cast. Jennifer Jason Leigh gør det godt som kynisk forretningskvinde, mens det er forfriskende at se Joe Keery – nok bedst kendt herhjemme som Steve i "Stranger Things" –  være en voldelig og lidt for ivrig politibetjent. Generelt gør alle skuespillerne det fint, med seriens største stjerner i Juno Temple og Jon Hamm. Temple formår at gøre Dorothy til en uendeligt spændende karakter med hendes betagende accent. Og ikke mindst skift mellem at være husmor og en hemmelighedsfuld kvinde, der kan slå fra sig. Hamm formår at være sjov og frygtindgydende. Skuespillerens tilstedeværelse mærkes i den grad, når han dukker op i en scene og udgør seriens reelle skurk. At Temple og Hamm har chancen for at vinde en Golden Globe med hver deres nominering er i den grad fortjent.

Det at serien har en så markant politisk agenda koster en stjerne, men tag alligevel ikke fejl. Den seneste sæson af "Fargo" bringer serien tilbage på rette spor med absurd humor, intense og teknisk flotte sekvenser og fremragende skuespil. Især Juno Temple og Jon Hamm imponerer, og forhåbentligt modtager de hæder for deres præstationer. Så hvis du bliver tilbudt at vende tilbage til North Dakota og Minnesota, er svaret et rungende "Yah!"

Anmeldelsen er baseret på 5 ud af 10 afsnit, der kan ses ugentligt på HBO Max.