Jeg er simpelthen så fascineret af at i tror på alt det her. It blows my mind! Men jeg anerkender alle synspunkter og trosretninger. Det jeg finder spændende er det psykologiske aspekt. Der er jo en grund til, at man følger en kirke/tro. Ex. er BN, der blev oppasset af en bøsse i 60erne, og som jeg ser det, har haft en trigger effect.
Følelsen er gensidig: Jeg fatter ikke, at man kan tro på, at alt bare er kommet af sig selv og uden intelligent styring, og da slet ikke når jeg tænker på al den den viden, man idag har om livets komplicerede byggesten og alle de faktorer, der er nødt til at spille sammen for at jorden kan være beboelig for mennesker og dyr, og for at der overhovedet kan eksistere liv.
Og med hensyn til MIN PERSON, så lad os lige skille tingene af:
Du får det til at lyde som jeg blev religiøs som følge af episoden med ham den pædofile. Det er noget forfærdeligt sludder. Jeg har altid - ligeså længe jeg kan huske tilbage i min barndom - troet på, at der var en Gud. Men det var noget jeg holdt for mig selv, eftersom alle omkring mig i familien absolut ikke interesserede sig for eller beskæftigede sig med den slags. Religion var et tabuemne, akkurat som det er det hos alle de mange religionsforskrækkede danskere her i nyere tid.
Så hvor kom min religiøsitet fra, når nu min opvækst var ateistisk? Jo, der var noget intuitivt, ja, en umiddelbar tanke affødt af den omstændighed, at vi mennesker altid - ligeså længe vi har været på den her planet - har været religiøse. Når jeg kiggede op på stjernehimmelen en mørk aften, slog det mig, at der måtte stå ens skaber bag. Vi mennesker er nemlig af natur religiøse, og selv dem der ikke mener at være, overfører i realiteten bare deres religiøsitet på nogle andre ting, som de dyrker med en tilsvarende passion. Se f.eks. bare på den nærmest religiøse lidenskab Guldager lægger i sit forsvar for evolution, og se den generelle, dogmatiske tone i hans indlæg. Jeg har hele tiden sagt, at det alt sammen må komme an på en grundig, personlig undersøgelse, hvorimod Guldager konstant drager forhånds-konklusioner og insisterer på at mase frem på den der demagogiske, fanatiske facon. .... Jeg har af samme årsag for flere uger siden besluttet mig for ikke at spilde mere af min tid på nogen af hans indlæg. Så fremover læser jeg ikke noget som helst fra hans hånd, hverken om dette eller hint.
Nu er der selvfølgelig stor forskel på (1) at gå rundt med en passiv tro på Gud (som jeg gjorde som barn), altså en tro, man ikke bruger til noget eller på nogen måde går op i, og (2) at være en udøvende kristen. Så hvad gjorde mig da til en kristen? Var det et eller andet "psykologisk"? Nej, det var den omstændighed, at jeg fik forelagt videnskabelige, historiske og andre beviser for, at Bibelen ikke alene er en fuldstændig pålidelig bog, men også inspireret af Gud. Det var DISSE ting, der gjorde udslaget. Jeg har altid være en læsehest og meget historieinteresseret, og den omstændighed at man selv efter næsten 30 år som bibelstudent stadig kan finde nye detaljer og nye aspekter i Bibelen, finder jeg dybt fascinerende.
Selvfølgelig var der ting, jeg gerne ville have svar på (livets store spørgsmål), men jeg ønskede ikke bare et eller andet svar - nej, jeg ønskede at finde de RIGTIGE svar; nogle, der hvilede på et solidt grundlag, og derfor var det ALTAFGØRENDE for mig, at alt det videnskabelige og historiske viste sig at harmonere med Bibelen.
Bemærk: Dette indlæg her er ikke ment som en invitation til mere debat med MIG. Det var blot ovenstående indlæg jeg ikke syntes skulle forblive ubesvaret.