Forum - Forum-tråd: The Oscars 2022

The Oscars 2022

  • ★★★★0

    Spændende læsning - i betragtning af at det skulle være det ypperste inden for film, så er du ikke helt oppe at ringe over de fleste. Mangler biografoplevelsen? Eller er niveauet bare lavt?

    Når man vælger at se samtlige Oscar-nominerede film, så vil der helt naturligt være en masse som falder uden for ens smag. Der er måske 20 af filmene, som jeg aldrig ville have set, hvis det ikke lige var fordi, de var nomineret.

    Hvis 15 af de 20 film viser sig at være middelmådige (i min smag), og 5 af dem er fremragende - ja så vil jeg faktisk kalde det for en succes. For det betyder jo, at jeg har fået 5 fede filmoplevelser, som ellers ville være gået min næse forbi.

    Jeg synes ikke niveauet er lavere end normalt. Jeg har nok bare været uheldig, at der har været en håndfuld film, som slet ikke var mig.

    Men den næste af de nominerede er til gengæld en af dem, som overraskede mig positivt. Og faktisk en film som jeg fuldstændig havde valgt fra - og derfor ellers ikke ville have set...

    S. Rico19-03-22 22:10

  • ★★★★0

    Cruella

    2 Oscar-nomineringer: Makeup and Hairstyling, og Kostumer. 

    Hvor: Disney+

    Emma Stone og Emma Thompson er ikke mindre end forrygende i denne vildt overraskende gode film.

    Det virkede ellers på forhånd som en irriterende idé at forsøge at kopiere succesen fra Malificent og fortælle endnu en Disney historie set fra skurkens side. Cruella er dog meget langt fra stilen i Malificent. Det er mere hen i retning af The Devil Wears Prada – men hvor der er skruet langt mere op for satiren og overdrevent tegneserie skuespil.

    Det kunne let være gået helt galt. Men de to gange Emma’er er utroligt nok begge i stand til at give deres vanvittige karakterer en troværdig menneskelighed. Jeg vil faktisk mene, at de begge burde være blevet Oscar-nomineret. Men denne slags ”useriøse” roller har ikke for vane at blive hyldet. Synd, for jeg nød virklig deres præstationer fra start til slut.

    En anden ting jeg nød var musikken. Det er sandsynligvis det fedeste soundtrack fra 2021. Filmen er spækket med groovy hits fra 60’erne og 70’erne. Man kan ikke undgå at blive i godt humør.

    Historien er også fed. Det burde jo nogenlunde give sig selv, at filmen ender med, at Emma Stones karakter bliver til den onde Cruella. Men bortset fra det, så var filmen faktisk forbløffende uforudsigelig. Jeg vil kun røbe, at jeg 100% godt kan forstå, at Cruella hader dalmatinere. Hendes vej fra forældreløs stakkels lille pige til ”hævnen-er-sød” øjeblikket er underholdning af bedste skuffe.

    ★★★★★☆

    S. Rico19-03-22 22:09

  • ★★★★★1

    The Oscar fortager endnu en ulogisk handling.

    Så let me get this straight. The Oscars dedikere et segment til we don’t talk about Bruno live performance selv om det ikke er den normineret sang ?
    Ville vi ikke blot høre en medley som regel af alle de norminerede sange. Det her skriger popularitets trick så meget.

    “We don’t have time for these technical nominations no no no, we don’t have time for Them… But We Will perform Bruno yeah even though it is not the nominated Song”

    De fanger jo ikke folk ved blot st tage en af de mest populære sange pt. Og lave performance, folk vil jo blot se det på YT dagen efter f.eks, og dem i resten af verden som godt kan li det normale format blir blot skuffet, Oscars er snart ved at være så weird som E3. Før det lukkede ned. Går nok ikke længe før der kommer Influencers op og deler priser ud til The Oscars.

    variety.com/2022/film/news/oscars-we-dont-talk-about-bruno-ecanto-performance-1235207123/

    Elwood20-03-22 10:26

  • ★★★★0

    Jeg var slet ikke klar over, at den sang var blevet så populær. Jeg kunne godt lide Encanto og kan godt huske, at der var en sang om Bruno - men har ikke hørt den siden og vil heller ikke være i stand til at nynne den.

    Generelt vil jeg hilse initiativer velkomment, hvis det kan gøre Oscar-showet mere festligt. Det har været ret tørt og kedeligt de seneste par år.

    Det ville selvfølgelig være mere på sin plads at lave festlige indslag, der handler om de nominerede sange. Men hvis de nu er for kedelige eller på anden måde ikke lægger op til noget festligt, så må det også være ok at tage en anden sang fra en Oscar-nomineret animationsfilm.

    S. Rico20-03-22 11:28

  • ★★★★★★0

    Jeg har bemærket, at der er ret mange børnefamilier i vores omgangskreds, der taler om den sang og filmen er helt vildt populær, som en af de bedste Disneyfilm i årtier. Jeg havde det ikke selv sådan, men god var den da. 

    T. Nielsen20-03-22 11:33

  • ★★★★★2

    Min reaktion var ligeså meget på det med de tekniske kategori’er der ikke får den fokus de fortjener, men at de så laver det her segment. Det viser ja tydeligt retningen som The Oscars bevæger sig mod. Jeg synes blot ikke det skal ske på bekostning af noget andet.

    Elwood20-03-22 13:01

  • ★★★★★★0

    soundvenue.com/film/2022/03/en-af-de-vaerste-film-i-20-aar-det-afsloerer-tallene-om-aarets-oscar-felt-475964

    T. Nielsen20-03-22 22:32

  • ★★★★4

    Den artikel læste jeg godt forleden. Men hele molevitten bygger alene på de der Metacritics (som jeg personligt ikke kan forholde mig til). Det er en ret ensidig måde at lave en analyse på. Der burde være taget andre elementer med, hvis man skal kunne tillade sig at lave nogen form for konklusion.

    S. Rico20-03-22 22:55

  • ★★★★0

    Spider-Man: No Way Home

    1 Oscar-nominering: Visuelle effekter.

    Hvor: Prime Video US, eller biografen.

    Dette er Spider-Man filmen, som alle fans vil elske. Selv om man ikke har set en eneste trailer eller læst en eneste artikel om No Way Home, så kan man ikke undgå at have hørt, at der vil dukke gamle kendinge op - både gamle skurke og gamle helte.

    Det er både godt og skidt.

    Godt, fordi det fungerer fantastisk. Man kunne ikke ønske sig at være i bedre selskab, og underholdningen er helt i top.

    Skidt, fordi der ikke sker noget som helst overraskende. Der mangler en decideret skurk med en ond plan, og der mangler i det hele taget en god historie. Der er selvfølgelig en historie, men den begrænser sig til den noget konstruerede situation, der gør, at de alle sammen møder hinanden.

    Det er lidt som at lytte til et Greatest Hits album. Det hele er godt, men der er ikke noget nyt under solen.

    Elsker man de gamle film så bliver man dog næppe skuffet. Og man kommer i hvert fald ikke til at kede sig på noget tidspunkt - selv om filmen varer 2½ timer.

    ★★★★☆☆

    S. Rico20-03-22 22:58

  • ★★★★★★0

    Den artikel læste jeg godt forleden. Men hele molevitten bygger alene på de der Metacritics (som jeg personligt ikke kan forholde mig til). Det er en ret ensidig måde at lave en analyse på. Der burde være taget andre elementer med, hvis man skal kunne tillade sig at lave nogen form for konklusion.

    Nu skal man nok ikke se sådanne artikler som ultimative. Nok mere som indspark og som udtryk for præcis det der udtrykkes deri. Hverken mere eller mindre. Jeg kan meget godt lide at læse lidt forskelligt om den slags. Det er det jeg bruger det til. Hvilken elementer de burde eller ikke burde tilføje skal jeg ikke kunne sige. Men samler man sin viden, fra det kan støder på, kan man vel se tendenser osv. Men generer disse dig, skal jeg da gerne poste dem et andet sted. 

    T. Nielsen20-03-22 23:21

  • ★★★★0

    Nu skal man nok ikke se sådanne artikler som ultimative. Nok mere som indspark og som udtryk for præcis det der udtrykkes deri. Hverken mere eller mindre. Jeg kan meget godt lide at læse lidt forskelligt om den slags. Det er det jeg bruger det til. Hvilken elementer de burde eller ikke burde tilføje skal jeg ikke kunne sige. Men samler man sin viden, fra det kan støder på, kan man vel se tendenser osv. Men generer disse dig, skal jeg da gerne poste dem et andet sted. 

    Det generer på ingen måde. Og jeg er sikker på, at mange finder denne artikel interessant.

    Ser man bort fra metoden, så kan der meget vel være noget om snakken ift. niveauet. Jeg synes der har været mange rigtig gode film. Men de HELT vilde fremragende film mangler sgu' nok.

    S. Rico21-03-22 08:16

  • ★★★★★★1

    Fino, så forsætter jeg med at stalke din tråd med hvad jeg evt lige støder på der kan have relevans:)

    T. Nielsen21-03-22 08:22

  • ★★★★0

    Fino, så forsætter jeg med at stalke din tråd med hvad jeg evt lige støder på der kan have relevans:)

    Keep them coming :-)

    S. Rico21-03-22 08:25

  • ★★★★1

    Four Good Days

    1 Oscar-nominering: Bedste sang.

    Hvor: Hulu abonnement eller Blockbuster leje.

    Det er lidt snyd at kalde det en Oscar-nomineret film. For den sang, der er nomineret, kommer først under de afsluttende rulletekster - og har således intet med selve filmoplevelsen at gøre.

    Oscarfilm eller ej, så ændrer det ikke på, at det er en ganske udmærket film. Og det kan man primært takke Glenn Close og Mila Kunis for, som spiller hhv. mor og datter. Molly (Kunis) er et heroinvrag, som for 127. gang råber om hjælp for at komme ud af sit misbrug. Moderen har selvfølgelig set det før og magter ikke at skulle igennem endnu et mislykkes forsøg.

    Der skal lyde en lille advarsel til folk, der er overfølsomme overfor Susanne Bier-agtig melodrama. Jeg synes dog ikke, at det er "så slemt" her. Ja, der er masser af følelser uden på tøjet. Men Mila Kunis har aldrig været bedre, og Glenn Close er som altid super stærk og overbevisende. Jeg sad allerede efter 5 minutter og havde tårer løbende ned af mine kinder. Det er næsten helt ubærligt at se på. For man sidder konstant og håber på, at det nok skal gå - men samtidig så tror man ikke rigtig på det.

    Filmen er i øvrigt inspireret af en virklig historie.

    ★★★★½☆

    S. Rico21-03-22 16:25

  • ★★★★1

    Lunana: A Yak in the Classroom

    1 Oscar-nominering: Bedste internationale film (Bhutan).

    Hvor: Prime Video US leje.

    Hvor mange film fra Bhutan har man lige set? Nej vel! Og hvor fa'en ligger landet egentlig. Jeg måtte lige tjekke Google maps. Det er klemt inde mellem Indien og Kina - lige øst for Nepal.

    Men orker man at se en af de der tunge kulturelle film om en lokal stamme fra "langt-pokker-i-vold"?

    Rolig nu! Det er slet ikke en af den slags film. Det her en en utrolig lettilgængelig film, som kan ses af hele familien. En ung lærer fra hovedstaden bliver i forbindelse med hans obligatoriske 5-årige turnus sendt ud til en fjernt beliggende landsby for at undervise i den lokale skole. Selv om han kun er en ung knægt, så bliver han behandlet som en stor kanon, da han ankommer til den lillebitte landsby på kun 56 indbyggere i 4800 meters højde.

    Det er en typisk fish-out-of-water fortælling, som følger den kendte skabelon for den slags kultursammenstød. Der er således ingen store overraskelser. Men hvad den måske mangler i originalitet, det kompenserer den til gengæld for i charme. Man kan ikke undgå at komme til at knuselske landsbyens beboere. Især den lille klassekaptajn Pem Zam (spillet af Pem Zam) er ubeskrivelig bedårende.

    Det kan godt lugte lidt af en "turistfilm" og et charmeoffensiv for Bhutan. Hvis det er tilfældet, så virker det!

    Efter at have set filmen, kunne jeg i hvert fald godt tænke mig at rejse dertil, vandre i Himalaya, og besøge små landsbyer.

    ★★★★★☆

    S. Rico21-03-22 23:52

  • ★★★★★★1

    Four Good Days

    Lunana: A Yak in the Classroom

    Respekt - du kommer virkelig ud i hele spektret. Det må afgjort give en bedre samlet oplevelse på Oscar natten.

    Du er ikke tilfældigvis i LA, den aften? Det har du jo være en gang.

    Wayne22-03-22 10:00

  • ★★★★1

    Du er ikke tilfældigvis i LA, den aften? Det har du jo være en gang.

    Nej, desværre - nogen har glemt at sende mig en invitation til showet :-)

    Jeg har ikke været i LA på Oscar-natten. Måske du husker, at jeg har været i LA til Golden Globes. Ikke at jeg var med til selve festen - men jeg cyklede helt tilfældigvis forbi Beverly Hilton hotellet samme dag, hvor showet skulle afholdes om aftenen.

    Og et andet år var jeg helt tilfældigvis i Hollywood dagen efter at Robin Williams døde. Der var en voldsom aktivitet og menneskemængde på hans stjerne på Hollywood Walk of Fame.

    Mht. Oscar-natten har jeg i nogle år haft tradition for at se det fra vores hotelværelse i Florida. Det er ganske praktisk, at man kan se hele showet og komme i seng til normal tid.

    Og ja, det kan helt sikkert anbefales at have set alle de nominerede film. Det giver klart en bedre oplevelse med showet.

    S. Rico22-03-22 11:04

  • ★★★★★★1

    Mht. Oscar-natten har jeg i nogle år haft tradition for at se det fra vores hotelværelse i Florida.

    Det må være det jeg husker ;-)

    Wayne22-03-22 11:12

  • ★★★★0

    Cyrano

    1 Oscar-nominering: Bedste kostumer.

    Hvor: Prime Video US leje.

    Jeg troede, at jeg havde sat mig ned for at se et kostume-drama. Men så begyndte den ene hovedrolle pludselig at bryde ud i sang. Ok, så det er en musical. Interessant! Det er en af den slags sjove overraskelser man får, når man intet ved om filmen på forhånd.

    Men en musical med Peter Dinklage i rollen som Cyrano de Bergerac - kan det virklig fungere? Ja, mærkeligt nok. Han er ikke verdens største sanger, men hvad han ikke har i sangstemme, det opvejer han i 100% commitment og indlevelse i rollen. Man tror virklig på ham og føler med ham hele vejen i det rørende drama, der udfolder sig.

    Og så har vi Haley Bennet som Roxanne. Hun både ligner en engel og synger som en engel. Hendes skuespil er der heller ikke en finger at sætte på. What's not to like?

    Historien foregår i Frankrig i 1600-tallet og er vist nok ret tro mod det gamle originale teaterstykke. Tre mænd elsker alle smukke Roxanne. Den ene magtfuld og usympatisk. Den anden ung, flot og sympatisk - men er dårlig til at udtrykke sig. Den tredje - Cyrano - er intelligent og har i den grad ordet i sin magt - men mangler selvtilliden til at kurtisere Roxanne. Vi er med andre ord ude i en "herlig" dramatisk historie i stil med Romeo & Juliet eller Les Miserables.

    ★★★★½☆

    S. Rico22-03-22 21:33

  • ★★★★★★0

    Når desværre ikke at få set Belfast, Licorice Pizza og Drive My Car. Men vil se om jeg kan nå Encanto, West Side Story og The French Dispatch.

    Men jeg får dog ikke set showet, og generelt vil jeg sige, at Oscar mister mere og mere værdi for mig. Så jeg bruger det mest til at holde øje med hvilke film, jeg skal se. Så det ellers troligt i ca. 18 år i træk.

    Guldager23-03-22 06:55

  • ★★★★0

    Jeg har også fået det sådan med Oscar. Kan godt lide at se filmene, særligt de udenlandske måske, men showet i sig selv har mistet mig. 

    Babo23-03-22 08:16

  • ★★★★1

    Jeg begyndte at se Oscar-showet i starten af 90'erne. Dengang i de glade Billy Crystal dage var det nærmest magisk. Denne magi er desværre forsvundet for længe siden. Men jeg ser det dog fortsat hver eneste år.

    Om ikke andet - så er det i hvert fald katalysator for at jeg får set film, som ellers ikke ville have overvejet at se.

    S. Rico23-03-22 13:04

  • ★★★★0

    Drive My Car

    4 Oscar-nomineringer: Bedste Film, Internationale Film, Instruktør, og Manuskript.

    Hvor: HBO Max US.

    Det er ret svært at pitche denne film ud fra handlingen. For det kommer hurtigt til at lyde ret kedeligt: Yûsuke og Oto er et ægtepar i 40'erne. Han arbejder i teaterbrancen, og hun er manuskriptforfatter. Hun får inspiration til sine historier via sex, og de anvender kasettebånd til deres helt særlige arbejdsproces.

    Efter 40 minutter viser det sig, at alt dette blot var en prolog. Nu starter hovedhistorien, hvor Yûsuke hyres til at opsætte det klassiske russiske teaterstykke "Uncle Vanya" i Hiroshima. Teatrets firmapolitik pådutter ham en chauffør, som skal bringe ham frem og tilbage mellem hotel og arbejdsplads.

    Aha - filmen hedder Drive My Car. Så handler den vel om disse køreture. Njaaa, det gør den faktisk ikke. For langt det meste af tiden går med arbejdet inde på teatret, hvor de øver replikker. Dette foregår både på japansk, kinesisk og på tegnsprog, eftersom en af skuespillerne er fra Taiwan, og en anden er stum. Hvordan giver det lige mening på en teaterscene? Det brugte jeg meget tid på at fundere over - indtil man senere finder ud af, at man da bare har en skærm over scenen med undertekster (eller vel rettere "overtekster"). Jeg ved ikke, om det er en særlig japansk ting, eller om jeg bare går for lidt i teatret...

    Først meget sent i filmen begynder Yûsuke rent faktisk at tale med sin chauffør under køreturene. Og det er i det hele taget en film, som kræver rigtig meget tålmodighed. Den varer hele 3 timer og foregår i et meget langsomt tempo. Men det er en film, der konstant voksede på mig. De første 40 minutter lå jeg på 3 stjerner. Så voksede den til 4, og den sidste halve time til 4½. Men den blev ved med at vokse, efter at filmen var slut. Den er fyldt med begavet dialog om tunge emner som tab, skyldfølelse og tilgivelse. Og det er meget svært ikke at blive revet med ind i deres liv og skæbner.

    På HBO Max US er der desværre kun engelske undertekster. I en så dialogtung film betyder det, at man mister nogle af de finere nuancer. Så jeg skal helt sikkert se den igen på et senere tidspunkt, når den dukker op på en dansk streamingtjeneste.

    ★★★★★☆

    S. Rico23-03-22 13:14

  • ★★★★★★1

    Jeg begyndte at se Oscar-showet i starten af 90'erne. Dengang i de glade Billy Crystal dage var det nærmest magisk. Denne magi er desværre forsvundet for længe siden. Men jeg ser det dog fortsat hver eneste år.

    Om ikke andet - så er det i hvert fald katalysator for at jeg får set film, som ellers ikke ville have overvejet at se.

    Samme for mig - jeg har også set min andel af shows. 
    På et tidspunkt gik jeg over til at se rød løber - og stille uret til kl 5 om morgenen - for at se de vigtigste priser.

    Som regel optog jeg det hele, så jeg kunne spole pauserne over.

    For to år siden tog jeg så hele pakken, og vi hev dyner med til de bedste pladser i IMAX salen (liggestolene) - med bespisning mm i CinemaxX - bare for at køre hjem lige efter midnat og og se resten i en langt bedre kvalitet hjemme. Det gør jeg aldrig igen :-)

    Wayne23-03-22 13:15

  • ★★★★0

    Så kom jeg i land med alle de 34 Oscar-nominerede feature film. Det er faktisk første gang nogensinde, at det er lykkedes for mig at se hele molevitten. Som regel er der et par stykker - ofte internationale film - som det ikke er muligt at streame eller se i biografen før showet.

    Så noget godt er der da kommet ud af pandemien. Streamingtjenester var i forvejen i en stor udvikling, men pandemien gav det lige et ekstra stort boost.

    Hvis Oscar-showet næste år rykkes tilbage til februar, så kan det dog godt være, at det igen bliver umuligt at nå at se alle film før.

    Jeg synes ikke, at der er en klokkeklar vinder blandt de 34 film. Hvis jeg skulle lave en top 5, så ligger de alle på stort set samme niveau ift. den oplevelse jeg havde:

    1. The Mitchells vs. The Machines
    2. King Richard
    3. Cruella
    4. Drive my Car
    5. The Power of the Dog

     

    Jeg gætter på, at jeg nok er den eneste (i Verden), der har The Mittchells og Cruella i deres top 5?

    S. Rico23-03-22 21:11

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen