Moovy Exclusive: Blog: Blodige slashere som moderne eventyrfortællinger

Da jeg var lille, holdt jeg meget af at være syg. At være syg betød, at jeg kunne finde den gamle bog med Grimm-brødrenes eventyr ned fra hylden og læse deres historier om afhuggede hoveder og forfærdelige dødsritualer i fred og ro. Ingen fare for at blive forstyrret. Nu kunne mit dengang 7-årige jeg endelig læse om blodsudgydelse uden at blive dømt. For sådan var det jo med eventyr. Det var helt okay at læse dem. Det var såmænd kultur, som vi lærte om i skolen.

I skolen lærte vi om regler. Vi lærte, at der altid blev gengældt, hvad der blev givet, uanset om det var godt eller dårligt, og at det altid begyndte med ordene "der var engang…". Vi lærte, at alting skete i tallene tre eller syv, og at det altid var bedst at lade være med at indgå en aftale med skumle hekse i skoven. Eventyr kunne kun kaldes eventyr, hvis de fulgte alle disse regler, blev vi fortalt, men det var ikke derfor, jeg holdt af dem. Jeg holdt af dem, fordi de kunne handle om en gammel dame, der yndede at brænde små børn i ovne, som det skete i "Hans og Grete", og ingen ville rynke på næsen af det.

I M. Night Shyamalans "The Visit" bliver horror og eventyr blandet sammen, når den gamle bedstemor beder den unge pige om at kravle ind i ovnen for at tjekke, om den er ren. Det er en fin fusion af to genrer, der her finder hinanden, selvom det er undergenren slashere, der mest af alt tager tips fra eventyret.

Men slashere og eventyr var for omgivelserne to forskellige ting, opdagede jeg hurtigt, da jeg begyndte at se slasherfilm, der ikke var indhyllet i den samme kultur. På det tidspunkt var jeg holdt op med at læse eventyr, for jeg fandt ofte det samme i slasherfilmene. Her var blodsudgydelser ligeså bizarre og voldsomme, men der var også den samme respekt for faste rammer. Regler var der nemlig masser af. Udenfor skoletimerne lærte jeg nu, at i slasherfilm kunne man ikke ryge joints og have sex uden at blive straffet hårdt, og at man aldrig skulle forsikre sine medmennesker om, at man snart kom tilbage. Jeg lærte endda, at der ligesom i eventyr var en bestemt måde at starte på, når vi først blev vist en scene med nogle uheldige unge, der hurtigt mødte deres endeligt efter en mindre jagt.

Eventyr er en respekteret form, der undervises i skolerne, mens slasherfilm er filmhistoriens enfant terrible, selvom de på mange måder er helt ens, omend oprindeligt fra hvert sit medie. Se den første "Fredag d. 13." og læs en hvilken som helst historie af Grimm og vurder bagefter, hvilken én der var mest grusom.

Nogle ville måske mene, at de to udtryksformer ikke er de samme. En af grundene kunne være, at slasherfilm ikke er forbeholdt børn på samme måde som eventyr. Men eventyr var ikke oprindeligt skabt til et yngre publikum. Da Chaucer i sin tid skrev sine Canterbury-fortællinger i 1300-tallet, var det ikke nødvendigvis henvist til den yngre del af befolkningen, men til alle de mennesker, der havde hang til en historie ud over det sædvanlige. På samme måde henviser slashere sig ofte til forskellige typer mennesker – yngre og ældre med det tilfælles, at de ynder tonsvis af blodige historier med et vist reglement.

Det var Stephen King, der engang sagde, at horror og eventyr minder om hinanden, fordi de begge finder det værste frem i mennesket. Jeg vil give ham ret i, at de to udtryksformer minder om hinanden, men ikke fordi tematikken eller fremmaningen er den samme. Jeg mener, at det er, fordi de begge er bundet af traditioner, de ikke er i stand eller har lyst til at ændre.

Horror er ikke lig eventyret, fordi de to minder om hinanden, men fordi begge former er henført til hver sin ramme og hver sine reglementer. I andre subgenrer indenfor skrækfilmen kan de tage reglerne og genopføre og ændre dem, men slasheren vil kun komme til at fratræde genren, hvis den ændrer sig. For med den ved vi, hvad vi har. Ligesom vi er helt sikre på, hvad vi får, når vi åbner den store eventyrbog med et behov for at læse om uheldige prinsesser, snedige børn og skurke, der på den ene eller anden måde møder et flænsende endeligt.

Nadia Regitze Parbo er forfatter og freelancejournalist. Hun har studeret film i Storbritannien og har senest skrevet bogen "Sultne mennesker", der beskrives som en satirisk frontlinjeberetning om filmanmelderbranchens indercirkel. Nadia er medarrangør på filmfestivalen Blodig Weekend og driver siden cineasten.dk.

Bloggen er et udtryk for skribentens egne holdninger.

Kommentarer

Blog: Blodige slashere som moderne eventyrfortællinger

    Log ind for at deltage i diskussionen