Moovy Exclusive: CPH:DOX 2017: Årets festival lakker mod enden

CPH:DOX 2017 er forbi. Godt nok er der enkelte ekstravisninger i næste uge, men officielt er årets festival slut. 22 arrangementer blev det til for mit vedkommende, heriblandt masterclass, virtual reality og debatter. Og vigtigere: Masser af seværdige dokumentarfilm. Det understregede weekendens visninger på fornemste vis.

Da jeg lørdag træder ind i Kunsthal Charlottenborg, er der ét sanseindtryk, der dominerer: Lugten af sved. Så snart jeg går op på bygningens anden sal, hvor biografen og baren er placeret, bliver det næsten decideret klamt. Jeg har efter fodboldkampe været i omklædningsrum, hvor der lugtede markant bedre. Biografsalen på Charlottenborg, som er blevet oprettet specielt til festivalen, er heller ikke noget at juble over. Dybest set er det en håndfuld sofaer smækket ind i et mørkt lokale, som så har fået titlen "Social cinema". Og socialt er det. Man sidder syv personer mast op mod hinanden på en sofa, hvor der højest burde sidde seks. Og så kan man fra sin siddeplads ikke engang se hele billedet, fordi lærredet ikke er placeret højt nok.

Heldigvis var Jeppe Røndes "The John Dalli Mystery" med Mads Brügger og Mikael Bertelsen så underholdende, at de dårlige biografforhold var til at leve med. At se Brügger og Bertelsen forsøge at finde ud af, om den tidligere EU kommissær John Dalli er offer for et komplot, er næsten som at se Dupond og Dupont fra Tintin opklare forbrydelser. Det er både sjovt, dumt og spændende. Filmen mister ganske vist pusten mod slutningen, hvor kabalen ikke helt går op, men de to formår ikke desto mindre at gøre EU spændende. Større ros kan der næsten ikke gives.

Søndagen i Empire Bio på Nørrebro stod i filmnørdernes tegn med "Score: A Film Music Documentary". Dokumentaren behandler filmhistoriens største komponister, heriblandt Ennio Morricone, John Williams, Jerry Goldsmith og Bernard Herrmann. Rent teknisk er det en ordinær film med interviews og arkivmateriale, men til gengæld strutter den af passion. Enhver der ikke kan lade være med at nynne med på musikken fra "E.T." og "Den gode, den onde og den grusomme" vil utvivlsomt også nyde denne filmhistoriske lektion.

Næste film på programmet var Terrence Malicks uhyre ambitiøse dokumentarfilm om vores planets historie. Den vil med sikkerhed dele biografpublikummet. Personligt nød jeg at bruge 90 minutter i selskab med Malick og hans visionære billedsprog, men en dokumentarfilm kun med naturbilleder og eksistentielle spørgsmål stillet med voice-over vil for mange fremstå prætentiøs. Dybest set er filmen da også "bare" en udvidet version af skabelsessekvensen fra "The Tree of Life". "Voyage of Time" er måske ikke en af Malicks bedste film, men den fik mig alligevel til at spekulere over menneskets plads i universet. Det er der ikke mange andre end Malick, der er i stand til.

Efter halvanden uge på CPH:DOX er der især tre film, som står stærkt i hukommelsen: "City of Ghosts" om syriske nyhedsreportere, "Cameraperson" om filmfotografen Kirsten Johnson og kærlighedserklæringen til de idylliske børnehaver, "Barndom". Men selvom jeg føler, jeg har fået set en stor portion af det omfattende program, er der stadig alt for mange film, jeg ville ønske, jeg havde haft tid til at se. Heldigvis, kan man sige. For at jeg efter 20 film stadig føler, jeg har masser af gode dokumentaroplevelser til gode, vidner om, hvor mange kvalitetsfilm der er på CPH:DOX. Jeg glæder mig allerede til næste års festival.

Se også: CPH:DOX 2017: Flot fra start med futurisme, politik og pessimisme

Se også: CPH:DOX 2017: Debatter der batter

Se også: CPH:DOX 2017: Alvorlige dokumentarer kan også underholde

Se også: CPH:DOX 2017: Katten på scenen

Kommentarer

CPH:DOX 2017: Årets festival lakker mod enden

    Log ind for at deltage i diskussionen