Moovy Exclusive: Fem farlige film til Halloween

Fra os til jer: fem gode horror-film fra den berygtede, engelske ’video nasties’-liste, så du kan fejre højtiden på blodigste vis!

I starten af 1980’erne gjorde VHS-båndet sit indtog på hjemmevideomarkedet, og hos ungdommen var det især film med masser af vold, blod og tortur, der var i høj kurs. I England spredte panikken sig hos de forstokkede politikere, og man udarbejdede derfor en liste over film, man mente forbrød sig mod obskønitetsloven. De voldelige produktioner blev omtalt som ’video nasties’. Blev man taget i at besidde, eller distribuerede, én eller flere af de 39 film i Sektion 1, så blev båndet konfiskeret og man blev retsforfulgt. Herunder kan du læse om fem af de bedste film fra den berygtede liste.

A BAY OF BLOOD (1971)

Giallo er italiensk for farven gul. Det er desuden betegnelsen for en horror-subgenre, hvor mordmysteriets spænding forenes med slasher-filmens blodige optrin. De første gialli så dagens lys fra midten af 1960’erne, men det var i 70’erne, at genren for alvor opnåede popularitet. Mario Bava har stået bag en del af genrens bedste værker, og "A Bay Of Blood" er ingen undtagelse.

En velhavende grevinde findes myrdet i hendes palæ ved en sø, og snart er området overrendt af skruppelløse familiemedlemmer og venner, der alle vil gå langt for at få fingrene i ejendommen. Det udløser et regulært blodbad i forsøget på at afkorte listen over potentielle arvinger. Dét  er ganske enkelt svært underholdende at være vidne til. Det hele udspiller sig nærmest som en barok sæbeopera, hvor ingen har rent mel i posen, og alle har blod på hænderne.

Tilgængelig på DVD under titlen "Den blodige bugt" fra danske Another World Entertainment.

Fås på Blu-ray fra engelske Arrow Films.

CANNIBAL HOLOCAUST (1980)

At kalde Ruggero Deodatos "Cannibal Holocaust" kontroversiel er næsten en underdrivelse. Kort efter premieren blev filmen konfiskeret af de italienske myndigheder, og instruktøren anholdt; indledningsvis for obskønitet og senere for mordet på adskillige skuespillere. Det var først da de fire hovedrolleindehavere dukkede op i retten, at drabsanklagerne frafaldt.

Ydermere byder filmen på en række ækle scener. Levende dyr må lade livet, netop for at højne realismen, og så tvivl om aktørernes skæbne. Det virkede helt efter planen, må man konstatere. Og så er det for øvrigt den første film, som for alvor gør brug af found footage-metoden - 19 år før "The Blair Witch Project". "Kannibalmassakren", som den hedder på dansk, er et brutalt værk, hvor vestligt hovmod står for fald i mødet med barbariske indfødte. Den er bestemt ikke for alle. Men har du maven til det, så garanterer jeg, at du får en filmoplevelse, du ikke sådan lige ryster af dig.

Tilgængelig på DVD under titlen "Kannibalmassakren" fra danske Another World Entertainment.

Fås på Blu-ray/4K UHD fra engelske 88 Films.

Kan lejes/købes hos Google Play

HOUSE ON THE EDGE OF THE PARK (1980)

David Hess spiller den psykopatiske Alex, der inviterer sig selv, og sin mentalt udfordrede ven, til fest hos nogle snobbede overklasseløg. Værterne har dog ikke meget tilovers for de to gæster, og da de oven i købet forsøger, at snyde duoen i et spil poker, tager Alex dem alle som gidsler. Det udarter sig til en lang, kvalfuld aften med fysisk og psykisk tortur, voldtægt og blodsudgydelser.

Ruggero Deodato har også instrueret denne slibrige sag, hvor David Hess gør det, han nu engang gør bedst: Spiller et førsteklasses møgsvin. Den ondskabsfulde fryd, hvorved han piner sine ofre, er foruroligende at overvære. Filmen kan godt føles lidt stillestående fra tid til anden, men slutningens uventede drejning opvejer den balance..

Tilgængelig på DVD under titlen "Farlig indbydelse" fra danske Another World Entertainment.

Fås på Blu-ray/4K UHD fra engelske 88 Films.

TENEBRE (1982)

Den italienske maestro, Dario Argento, står bag denne klassiske giallo, hvor forfatteren Peter Neal er på bogturné i Rom, for at promovere sit seneste voldelige værk, "Tenebre". Det har tilsyneladende ansporet et sindsforvirret individ til at gøre bogen kunsten efter. Iført sorte læderhandsker (som genren sig byder), og bevæbnet med et knivskarpt barberblad, gør morderen kort proces med kvinder af "pervers natur".

"Tenebre" er Argento, når han er bedst. Stemningsmættet, velfilmet og frem for alt spændende. Og så må vi endelig ikke glemme det glimrende score af Goblin. Der bliver overspillet en smule her og der, men det er en del af charmen ved disse italienske produktioner. Ynder du slashers i al almindelighed, og giallo i særdeleshed, så er "Tenebre" obligatorisk.

Tilgængelig på DVD under titlen "Terror uden grænser" fra danske Another World Entertainment.

Fås på Blu-ray/4K UHD fra engelske 88 Films.

Kan streames på Netflix, og lejes/købes hos SF Anytime, Blockbuster og Google Play.

ZOMBIE FLESH EARTERS (1979)

En sejlbåd driver ind i New Yorks havn. Den er ved første øjekast ubemandet, men da kystvagten hopper ombord, bliver de angrebet af en grotesk og blodtørstig skabning. Båden tilhører en berømt videnskabsmand, der er på forskningstur til Caribien. Hans datter Anne, og journalisten Peter West, drager mod de tropiske øer, for at undersøge sagen. De fortryder dog hurtigt rejsen, da de må sande, at øerne er overrendt af brødflove ikke-døde.

Lucio Fulci har instrueret denne sveddryppende zombie-slasker, hvor stavrende, forrådnede, orme-inficerede kadavere gør livet ualmindeligt surt for vore protagonister. En hårrejsende øjenspidningsscene, samt et undervandsslagsmål mellem en zombie og en haj, udgør bare et par af højdepunkterne i denne stemningsfulde affære.

Tilgængelig på DVD under titlen "Rædslernes grønne ø" fra danske Another World Entertainment.

Fås på Blu-ray/4K UHD fra engelske Arrow Films.

Du kan se frem til en omfattende artikel, der tager samtlige 39 film fra listen under kærlig behandling, og dukker dybere ned i hele fænomenet.

Artiklen kan læses her på Moovy senere på året.

Kommentarer

Fem farlige film til Halloween

  • ★★★★0

    CANNIBAL HOLOCAUST i 2023+ er I nu helt sikre...(PETA-hell)

    Hvor er Peter Jacksons 3 første Mesterværker egentlig henne i Moovy-verset?

    Gasivodo31-10-23 00:03

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen