Det er sgu ret vildt. Selvom jeg slet, slet ikke fatter det.
"Druk" er nomineret til fire engelske Oscars – inklusive Bedste instruktør og Bedste mandlige hovedrolle
Thomas Vinterbergs drama fortsætter sin internationale sejrsgang.
For få uger siden blev "Druk" den helt store vinder under uddelingen af "de danske Oscars", Robert-priserne, som uddeles af medlemmerne af det danske filmakademi, som arbejder bag og foran kameraet herhjemme.
Godt nok var flere Moovy-skribenter skuffede over den danske film med Mads Mikkelsen i hovedrollen, men den nåede at sælge godt 800.000 billetter i Danmark før biografnedlukningen i december, og derudover har den vundet adskillige European Film Awards og priser i Belgien, Spanien og England.
Derudover blev Vinterbergs rekordstore hit for nylig nomineret til en prestigefyldt Golden Globe-pris, filmen er årets danske Oscar-kandidat, og nu er årets BAFTA-nomineringer netop blevet offentliggjort, og her er "Druk" blevet nomineret i hele fire kategorier.
Læs også: "Druk" blev årets helt store Robert-vinder
Nøjagtig ligesom Oscar-priserne og Robert-priserne uddeles BAFTA-priserne af det nationale filmakademi i prisens hjemland – i dette tilfælde: England. Vinderne kåres den 11. april i år.
Helt som ventet blev "Druk" nomineret i kategorien Bedste ikke-engelsksprogede film, hvor den bl.a. konkurrerer mod Golden Globe-vinderen "Minari" og den Oscar-nominerede, franske thriller "Les misérables".
Men derudover er "Druk" også blevet nomineret til Bedste instruktør (Thomas Vinterberg), Bedste originale manuskript (Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm) og Bedste mandlige hovedrolle (Mads Mikkelsen).
Desuden er den danske filmklipper Mikkel E.G. Nielsen blevet BAFTA-nomineret for sit arbejde på "Sound of Metal".