Gider godt.
Første kig på Stephen Lang i "Don't Breathe 2"
Fortsættelsen til det kritikerroste gyserhit fra 2016 er lige på trapperne.
Den første "Don't Breathe" blev en kritikerrost, finansiel succes tilbage i 2016. Filmen indtjente knap 160 mio. dollars på verdensplan og kostede blot 10 mio. dollars at lave, så derfor blev der naturligvis givet grønt lys til en toer.
Og til august – fem år efter premieren på den første film – får vi endelig lov til at se Stephen Lang ("Avatar") gentage rollen som den blinde ekssoldat, der gik i kødet på en flok unge indbrudstyve i Fede Alvarez' første film.
Og nu har vi via USA Today fået det første kig på, hvordan Lang tager sig ud i "Don't Breathe 2", og en stor udgave af billedet kan ses herunder.
Læs også: Stephen Lang er skurken i ALLE fire "Avatar"-fortsættelser
"Don't Breathe 2" instrueres af Rodo Sayagues, som var med til at skrive og producere den forrige film. Fede Alvarez er stadig med om bord som producer og manuskriptforfatter, og det lykkedes filmholdet at få alle optagelser i kassen her under coronapandemien.
Vi ved ikke meget om plottet i toeren, ud over at den foregår adskillige år efter den første film, og at Langs blinde hovedperson nu bor i en afsides hytte, hvor han støder på nogle af sin fortids dæmoner.
"Don't Breathe 2" udkommer i de amerikanske biografer den 13. august og forhåbentlig cirka samtidigt herhjemme. En trailer bliver angiveligt udsendt snart.