Rhett Butler: "Inflation not included. And I DO give a damn!"
Jon Favreau blander sig i Marvel-kritik
"Iron Man"-instruktør reagerer på mesterinstruktørers kritik af Marvel.
Der har været meget kritik af Marvel-filmene fra flere instruktører de seneste par uger. Specielt store, anerkendte instruktører som Martin Scorsese og Francis Ford Coppola har taget del i kritikken. Førstnævnte kaldte filmene for "ikke rigtige film", mens "Godfather"-instruktøren bakker op om sin kollega og tilføjer "foragtelige".
Nu har Jon Favreau, der har instrueret de to første "Iron Man", taget bladet fra munden. Men han lægger ikke op til endnu en diskussion om Marvel-filmenes niveau.
"(Martin Scorsese og Francis Ford Coppola, red.) er mine helte, og de har ret til at udtrykke deres holdninger. Jeg ville ikke lave det, jeg gør, hvis de ikke havde vist vejen. De er en inspirationskilde. De må have en hvilken som helst mening, de foretrækker."
Han anerkender altså de to mesterinstruktørers holdninger, men står selvfølgelig ved sin medvirken til filmene. Uanset hvad man mener om Marvel, er "Avengers: Endgame" den bedst indtjenende biograffilm nogensinde målt i dollars.