The Last Jedi var fandme også en mærkelig film på mange måder. Jeg kan stadig ikke beslutte mig for Rian Johnson meget bevidst tager en form for pis på fans med de mange fjollede og overraskende beslutninger og filmens sarkastiske undertone, eller om der er en højere mening med disse???
Lucasfilm lægger alle deres "Star Wars"-spinoffs på is!
Der er trykket på pauseknappen for blandt andet at fokusere på "Star Wars: Episode IX"
Det ser ud til, at vi kommer til at vente endnu længere på flere "Star Wars"-spinoffs end hidtil. Disney og Lucasfilm har trykket på pauseknappen for alle deres "Star Wars Story"-projekter såsom den kommende "Boba Fett"-film samt den rygtede "Obi-Wan Kenobi"-fortælling.
Grunden skal måske findes i den manglende succes, som "Solo: A Star Wars Story" har oplevet. Den har indtil videre haft en skuffende indtjening siden sin premiere – i hvert fald sammenlignet med andre Star Wars-film – og bliver derfor vurderet som det første rigtige flop i Star Wars-universet.
Lucasfilm har derfor valgt at trække stikket for at fokusere på den niende og sidste film i Skywalker-sagaen samt den kommende trilogi, som "The Last Jedi"-instruktøren Rian Johnson skal være tovholder på.
Er Rian Johnson i gang med at spolere Star Wars-universet?
Netop Rian Johnson har mødt stor og højrøstet kritik fra en vred gruppe fans som mener, at han begik en svinestreg med "The Last Jedi", og at han – sammen med Disney – er i fuld gang med at spolere Star Wars-universet. Derfor må det føles som at få et lyssværd over nallerne for den gruppe af fans, at det netop er Johnsons kommende trilogi, der får lov til at løbe med opmærksomheden.
Det er selvfølgelig ærgerligt nyt for mange Star Wars-fans, som måske havde set frem til en film med Boba Fett, men kritik eller ej – vi har trods alt stadig et par film at se frem til, ikke mindst når "Star Wars: Episode IX" lander i biograferne i december 2019, og mon ikke Disney og Lucasfilm nok skal kaste nogle flere overraskelser af sig over de kommende år?