Rygte: Luke Skywalker får sin egen serie på Disney+
Skal Mark Hamill mon til at pudse lyssværdet og gøre sig klar til nye intergalaktiske eventyr?
Lige siden Luke Skywalker forlod Tatooine for at redde galaksen i George Lucas' originale "Star Wars" fra 1977, har den unge farmboy hørt til én af populærkulturens mest ikoniske helteskikkelser.
Rollen som Luke gjorde øjeblikkeligt Mark Hamill til superstjerne, og så sent som i 2019 kunne man igen opleve den 69-årige skuespiller i glansrollen som den legendariske jedi i "Star Wars: The Rise of Skywalker".
Nu forlyder det så på rygtebørsen, at vores alle sammens Luke får sin helt egen serie på Disney+, og at den angiveligt kommer til at foregå efter begivenhederne i "Star Wars: Episode VI - Jedi-ridderen vender tilbage".
Lukes gøren og laden, fra vi forlader ham i "Jedi-ridderen vender tilbage", og frem til vi igen møder ham i "Star Wars: The Force Awakens", er omgærdet af mystik, hvorfor det giver god mening at udforske netop denne lange periode i den sagnomspundne jedis liv i en ny serie.
Vi ved, at Luke formåede at genrejse jedi-ordenen efter Imperiets fald, men præcis hvordan begivenhederne udfoldede sig og hvilke eventyr, der ventede jedi-mesteren, inden han forsvandt til planeten Ahch-To, står stadig hen i det uvisse.
Ét af de brændende spørgsmål, der melder sig er, hvem der mon skal spille rollen som Luke, såfremt rygtet taler sandt.
Det kan næppe udelukkes, at Mark Hamill – i bedste "Young Indiana Jones"-stil – dukker op som den aldrende jedi i sekvenser, der skal binde historien sammen, mens en ny skuespiller skal portrættere den yngre udgave af Luke i tiden lige efter "Jedi-ridderen vender tilbage".
Mange "Star Wars"-fans har peget på Sebastian Stan ("Captain America: Civil War") som det oplagte valg til at overtage rollen som en yngre udgave af Luke Skywalker på grund af skuespillerens slående lighed med en ung Mark Hamill, men hvorvidt Lucasfilm har tænkt sig at lytte efter, må tiden vise.
Rygtet er som nævnt endnu ikke bekræftet af hverken Disney eller Lucasfilm, men det er til gengæld sikkert og vist, at to "Star Wars"-serier om hhv. Obi-Wan Kenobi og oprørssoldaten Cassian Andor er på vej til Disney+.