Vi taler om en serie med en mængde multiverser, så hun behøver ikke at blive genoplivet.
Desuden så er pengene vel gode nok.
Marvels MCU-franchise kører ikke på skinner på samme måde som i 2010'erne. Flere af superheltesagaens nyere spillefilm, såsom "The Marvels" og "Thor: Love and Thunder", underpræsterer ved billetlugerne og møder kritik fra både fans og kritikere.
Så det kom ikke som den store overraskelse, da en nylig Variety-rapport slog fast, at Marvel Studios overvejer at genoplive flere af de pensionerede/døde superhelte fra franchisens forrige film – tilmed selveste Iron Man spillet af Robert Downey Jr. – så bundlinjernes nedadgående kurve kan vendes.
En af de oprindelige avengers, Black Widow, blev spillet af Scarlett Johansson i adskillige film – senest i karakterens egen spin-off, "Black Widow", som foregik få år før karakterens død i "Avengers: Endgame".
Men selvom Johansson tidligere i år fastslog, at hun var færdig med rollen ("Det er et overstået kapitel. Jeg gjorde alt det, jeg skulle."), så har piben nu fået en lidt anden lyd.
Johansson optrådte for nylig i talkshowet "The Today Show", hvor hun blev spurgt ind til et muligt Black Widow-comeback. Og selvom den 38-årige skuespiller tydeligvis ikke har et nyt Marvel-projekt på tegnebrættet, så afviste hun denne gang ikke idéen:
"Jeg tror, 'Endgame' var slutningen. Jeg ved ikke, hvordan hun skulle kunne vende tilbage. Hun døde. Det ville være et mirakel. Et ægte Marvel-mirakel. Et vidunder. Men altså... hvem ved? Jeg er ikke sikker."
Det lyder altså til, at hvis Marvel-chefen Kevin Feige kan udtænke en mirakuløs genoplivning af Black Widow, så er Johansson klar på at spille den toptrænede eks-lejemorder igen.
Vi talte i øvrigt med to af Johanssons "Black Widow"-kollegaer, David Harbour ("Stranger Things") og O-T Fagbenle ("The Handmaid's Tale"), op til filmens premiere i 2021. De interviews kan du (gen)se her:
Vi taler om en serie med en mængde multiverser, så hun behøver ikke at blive genoplivet.
Desuden så er pengene vel gode nok.