Han ligner ret meget Mark Wahlberg på det billede...
"Uncharted": Første kig på Mark Wahlberg som Sully i den kommende PlayStation-filmatisering
Filmen baseret på Naughty Dogs succesfulde videospil har Marvel-stjernen Tom Holland i hovedrollen.
Op til flere af Sonys populære PlayStation-spil er netop nu ved at blive filmatiseret – en tv-serie baseret på "The Last of Us" er på trapperne, og en spillefilm med afsæt i den "Indiana Jones"-agtige spilsaga "Uncharted" udkommer omsider i februar 2022.
I "Uncharted"-filmen har unge Tom Holland ("Spider-Man: Far From Home") hovedrollen som den eventyrlystne Nathan Drake, som var en del ældre og mere hærdet i de fire oprindelige PlayStation-spil.
I spillene havde Drake en fast makker og mentor ved navn Sully, som i "Uncharted"-filmatiseringen spilles af Mark Wahlberg ("All the Money in the World"), som sjovt nok oprindeligt var på tale til rollen som Drake.
Se også: "Wahl Street": Mark Wahlberg laver dokumentarserie... om sig selv
Og The New York Times har fået fingre i et helt nyt billede af Wahlberg og Holland i den kommende actionfilm, som således giver os det første kig på Wahlbergs udgave af Sully, som i forbavsende grad ligner... Mark Wahlberg.
"Venom"-instruktøren Ruben Fleischer dirigerer løjerne, og den hyppigt udskudte spilfilmatisering udkommer som sagt i biograferne i februar næste år.
Det omtalte billede (samt et billede af Drake og Sully fra de oprindelige "Uncharted"-spil) kan ses herunder: