"Star Trek: Picard": Patrick Stewarts Starfleet-legende er en bogorm på det første officielle billede fra sæson 2

Blot halvanden måned fra tv-premieren på sci-fi-seriens 2. årgang har vi omsider fået det første officielle billede fra den nye sæson.

Forleden blev 2. sæson af "Star Trek: Picard" udskudt fra februar til marts, men måske for at mildne trekkies' frustrationer over den pludselig udskydelse har Paramount+ netop frigivet det første billede fra sci-fi-seriens næste sæson.

Og som man kan se herunder, så er den aldrende Jean-Luc Picard hjemvendt til sin families vingård, hvor han opvartes af sin romulanske hjemmehjælper, Laris, der spilles af Orla Brady.

Se også: Picard rejser tilbage til vores tid i actionfyldt trailer til 2. sæson af "Star Trek: Picard"

Blandt billedets andre forunderlige detaljer (for vi trekkies har det selvsagt med at spejde efter referencer i samtlige afkroge af den slags billeder) finder vi en model af Enterprise-C på Picards bogreol.

I tv-serien "Star Trek: The Next Generation" (1987-1994) var Picard kaptajn om bord på Enterprise-D, men i afsnittet "Yesterday's Enterprise" fra 1990 – et af "Star Trek"-franchisens mest populære episoder – stødte Picard netop på sit eget rumskibs forløber, Enterprise-C, der ved et uheld var rejst til sin fremtid, og således Picards nutid, og derved ændrede tidens gang.

Og vi har allerede fået bekræftet i traileren til sæson 2, at tidsrejser og parallelle universer spiller en stor rolle i historiefortællingen i det næste kapitel af "Star Trek: Picard", og denne bitte hentydning synes at flugte fint med de temaer.

En af Picards ærkefjender, den guddommelige spasmager Q, vender også tilbage i sæson 2, og Paramount+ udgav også for nylig en ny plakat til serien med Picard og Q, som også kan ses herunder. Q spilles nok en gang af John de Lancie, som spillede rollen i hele tre forskellige "Star Trek"-serier, inklusive "Star Trek: The Next Generation".

Ud over Stewart og de Lancie byder rollelisten på navne som Jeri Ryan, Alison Pill, Michelle Hurd, Isa Briones, Santiago Cabrera, Evan Evagora og Brent Spiner. 2. sæson af "Star Trek: Picard" skydes i gang den 4. marts på Prime Video.

Kommentarer

"Star Trek: Picard": Patrick Stewarts Starfleet-legende er en bogorm på det første officielle billede fra sæson 2

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen