"The Last of Us"-skuespiller gentager sin rolle i tv-serien
Merle Dandridge skal spille frihedskæmperen Marlene i HBO-serien – en rolle hun også spillede i det oprindelige PlayStation-spil.
Tilbage i februar kom det frem, at "Game of Thrones"-stjernerne Pedro Pascal og Bella Ramsey skal spille Joel og Ellie i serien baseret på det ekstremt succesfulde PlayStation-spil, hvori de to personer navigerer gennem et fremtidigt, smadret USA, som er hærget af inficerede monstre og brutale bander.
Derudover har "Terminator: Dark Fate"-stjernen Gabriel Luna fået rollen som Joels heoriske lillebror, Tommy.
Og nu har HBO føjet endnu en skuespiller til ensemblet: Merle Dandridge, som skal spille lederen af The Fireflies: en flok frihedskæmpere, der bekæmper fremtidens militærregime og samtidigt forsøger at lave en vaccine mod den sygdom, der har forvandlet talløse mennesker til blodtørstige bæster.
Det bemærkelsesværdige ved hyringen af Dandridge er, at hun også spillede rollen som Marlene i de to "The Last of Us"-videospil.
Det er en beslutning, som sikkert vil glæde spillenes mange fans, alt imens de venter på nyt om tv-seriens premieredato.
Manuskripterne til "The Last of Us"-serien skrives af Craig Mazin ("Chernobyl"), som samarbejder med spillenes hovedforfatter, Neil Druckmann. Russiske Kantemir Balagov ("Closeness", "Beanpole") sidder i instruktørstolen.