Lorteaften i går og lortemorgen nu. Vi har taget den tunge beslutning af aflive vores hund. Han er kun 3 år gammel, sund og rask og har over for os, altid været så god som dagen er lang. Også over for børnene. Men i går gik han til angreb mod den mindste. Jeg havde stillet hans mad frem, som jeg så ofte har gjort og han rører den ikke, før jeg siger han må. Sådan har han altid været, uden meget træning. Der har aldrig været problemer med dette, men i går, da den mindste går fra køkkenet og ud til badeværelset, farer han ud af sin kurv og forsøger at bide hende (jeg hørte det og det lød som en hund der går til angreb). Han fik også bidt hende i hånden, men om hun nåede at trække den til sig (eller også bed han ikke igennem), så der ingen fysisk skade skete (gudskelov). Vi har talt med hende om oplevelsen og fortalt at hun intet forkert har gjort, uanset hvad hun har gjort. Men det er sådan hun fortæller historien, at hun bare gik forbi ham. Hun forsøgte ikke at røre ham, havde ikke snakket til ham (hvad jeg så også ville have høre, da han var plads kort fra badeværelset, hvor jeg var med åben dør.
Det er så pissetragisk, men efter en snak med dyrelægen, som også mente det var den rette beslutning, er det det vi gør. Vi snakkede også om, han kunne komme et andet sted hen, hvor der ikke var børn (hvilket er ironisk, da han elsker børn), men det blev vi frarådet af dyrelægen, efter at han havde reageret sådan.
Vi har vendt situationen mange gange. Hvad hvis vi gav ham mad et andet sted osv osv. Men i sidste ende, må vi desværre nok erkende at vi ikke længere vil føle os helt trygge med ham og børnenes samvær.