Kom aldrig i gang med Better Call Saul. Også selvom jeg fandt Breaking Bad ret fantastisk, men den afrundede bare serien så godt at jeg personligt ikke selv har følt noget behov for at se en prequel serie om Saul Goodman.
Har også hørt at Better Call Saul starter ret langsomt ud og tager sin tid om at komme i gang og med alle de milliarder af andre serier, som alle andre mennesker på jordkloden mener jeg så absolut SKAL se, så tror jeg hellere at jeg vil snuppe et gensyn med Breaking Bad end at give Better Call Saul en chance.
Med det sagt, så glæder mig da til at se hvad Gilligan vil kaste sig over nu. Noget der intet har med Breaking Bad universet at gøre vel at mærke.
Vince Gilligan forbereder sit næste projekt efter "Better Call Saul"
Gilligan er klar til at forlade New Mexicos kriminelle underverden.
Om mindre end en uge løber det uigenkaldeligt sidste afsnit af "Better Call Saul" over vores skærme. Skaber og instruktør Vince Gilligan er dog ikke typen, der hviler på laurbærrene – han er allerede i gang med at forberede sit næste projekt, der forhåbentlig samles op af et produktionsselskab i en nær fremtid.
Efter 127 timers tv i "Breaking Bad"-universet er Gilligan dog klar til at lægge narkokriminaliteten bag sig og prøve kræfter med noget lidt andet.
Foreløbige kilder peger nemlig på, at instruktørens næste projekt er mere beslægtet med hans tidligere arbejde på serien "The X-Files".
Læs også: Animeret "The X-Files"-spin-off er på vej
Vince Gilligan har skrevet op mod 30 af seriens afsnit og var desuden hovedmanden bag den kortlivede spin-off-serie "The Lone Gunmen". Et fællestræk for Gilligans arbejde på serien var et fokus på det menneskelige aspekt og på, hvordan vi som mennesker håndterer de udfordringer, vi stilles overfor.
Gilligans næste serie, der også sammenlignes med "The Twilight Zone", beskrives som et jordnært drama, dog med visse atypiske træk. Forhåbentligt er der snart et produktionsselskab, der bider på, så vi kan få flere detaljer – med Gilligans imponerende CV in mente er det nok blot et spørgsmål om (kort) tid.
Indtil da kan sidste afsnit af "Better Call Saul" ses på Netflix fra på tirsdag. Vince Gilligans afsnit af "The X-Files" (samt alle seriens andre episoder) kan findes på Disney+.