Jeg er godt i gang med at genspille Dark Souls 3.
Jeg har allerede spillet det en del gange, og da også for længe siden fået mit platinum-trofæ. Men det er ved at være en hel del år siden sidst.
Jeg er lidt overrasket over, hvor meget jeg egentligt synes, at man kan se, at det er ved at være rimeligt gammelt - måske fordi jeg næsten lige har gennemført Elden Ring.
Jeg synes fx ikke, at Bloodborne ser helt lige så gammelt ud.
Men det holder stadigvæk 100%, og jeg veksler lidt mellem, om jeg synes, at Dark Souls 3 eller det første Dark Souls er det bedste i serien. Jeg hælder nok mest til treeren, selvom level-designet flere steder bliver overgået af etteren.
Jeg prøver i øvrigt igen at spille en mage-agtig figur - ligesom jeg gjorde tidligere i år med Elden Ring og Demon's Souls remastered. Men til forskel fra de to andre, så synes jeg faktisk, at det er væsentligt sværere her, end at hakke løs med store sværd og lignende.
Bagefter står den på den nye PS4-udgave af mit favorit Rockstar-spil, Red Dead Redemption, som jeg har fået en gratis kode til af en indisk ven, der arbejder for firmaet.
Og så har jeg lige købt Dead Space remastered til PS5 billigt i Elgifanten, så det skal også snart prøves.
Det går i øvrigt lige op for mig, at langt de fleste spil, jeg har spillet i år, har været remasters af gamle spil fra tidligere konsoller. Jeg ved ikke, om det siger mest om mig eller om udbuddet lige nu?