Det er også svært for os andre, at Arnold er blevet ældre :-D
Arnold Schwarzenegger finder det svært at blive gammel
Når selv The Governator har det svært med at blive ældre, så er der da slet intet håb for os andre...
Arnold Schwarzenegger er verdens absolut største actionhelt, og ud over sin særlige østrigske dialekt og eminente skuespil er han især kendt for sin fysiske fremtoning, der kan give selv de mest hårdtpumpede fitnessfreaks mindreværdskomplekser.
Alligevel er det åbenbart ikke altid lige nemt at være et aldrende muskelbundt. Især ikke i et Hollywood, der er kronisk optaget af skønhed og ungdom. I hvert fald har Arnie under et meget ærligt øjeblik i "The Howard Stern Show" fortalt om, hvordan han ofte hader det selvbillede, der møder ham i spejlet. Især nu hvor han som 76-årig ikke længere besidder den helt samme fremtoning som i de glade firsere og halvfemsere.
Læs også: Arnold Schwarzenegger bliver Netflix’ "actionchef"
"Jeg kan ikke lade være med at smile lidt, når jeg dagligt kigger mig i spejlet og siger til mig selv: 'Ja, du stinker.' Jeg ser på min krop og på de brystmuskler, der plejede at være faste og virkelig kraftfulde. Nu hænger de der bare. Jeg mener, hvad fanden foregår der? Det er én ting at se sig selv blive ældre og mere og mere ude af form, men de fleste mennesker har aldrig været i form. Når du i årevis er blevet hyldet for denne suveræne krop [...] og så går der 50 år, og du står der, og så ser du det ikke længere. Jeg har aldrig nogensinde tænkt over, da jeg var 30 år eller 40 år gammel, at det her ville ske. Det stinker bare."
Selvom Arnold er 76 år gammel og har krydset en alder, hvor de fleste mennesker er pensionsmodne, er han alligevel i væsentlig bedre form end de fleste af os almindelige dødelige, selv når vi er på toppen. Men det er klart, at i en branche hvor man har gjort sin ydre fremtoning til sin karrierevej, må det ramme ekstra hårdt.
Schwarzenegger er dog absolut ikke dømt ude endnu. Tidligere i år fik han sin tv-serie debut med Netflix-serien "FUBAR", og han har stadig adskillige filmprojekter i horisonten – ikke mindst endnu en tørn som Conan i "The Legend of Conan", der så småt er på trapperne. Der er altså stadig plads til et aldrende muskelbundt i Hollywood. Rynker eller ej.
Du kan se interviewklippet fra "The Howard Stern Show" her: