Fargo (sæson 5)
Jeg startede med at se den med ét afsnit pr. uge. Men så kom der vinterferie og andre ting i vejen. Så jeg endte med at måtte starte helt forfra. Hvilket var en rigtig god idé, da den er yderst bingeværdig. Desuden kunne jeg så invitere fruen og datter med til løjerne i Minnesota og North Dakota.
De havde ikke set nogen af de andre sæsoner, men det er jo ligegyldigt, da hver sæson er 100% uafhængig af de andre. Og lige netop denne sæson appellerer i høj grad til det kvindelige publikum. Det er kvinderne i serien, der er de super seje, mens alle mændene er enten tøffelhelte eller mega trælse typer. Faktisk i sådan en grad, at det burde føles påklistret og utroværdigt. Men det fungerer upåklageligt her. Hvilket selvfølgelig hænger sammen med, at temaet er hustrovold og women empowerment.
Men nok især fordi vi har at gøre med tre ekstremt fede kvindelige karakterer i form af Juno Temple som Dot (The Tiger), Richa Moorjani som Indira, og Jennifer Jason Leigh som Lorraine (The Lion/Lyon). De er ganske enkelt fremragende på hver deres måde. Juno Temple kan ikke roses nok. Hun er et fund til hovedrollen. Denne lille bitte kvinde med de gigantiske udtryksfulde øjne. Hun ligner ikke ligefrem en actionkvinde, men hold da op, hvor hun sparker røv.
Sæson 5 går tilbage til rødderne af Fargo-franchisen og genbruger meget af det, som kendetegner den gamle film og de første par sæsoner. Så der indgår selvfølgelig kidnapning af en husmor, en intelligent kvindelig betjent, en mandlig tøffelhelt af en bilforhandler, en exentrisk lejemorder - og masser af herlig sort humor og action. Det geniale er, at man får alt det man forventer - men uden at det føles som genbrug. Det burde nærmest ikke kunne lade sig gøre, men af en eller anden grund, så funker det bare her.
På skurkesiden har vi tre meget forskellige mænd, som også er ret så geniale. Jon Hamm har en fest som hovedskurken Sheriff Roy, der vil gøre alt for at få sin gamle hustru tilbage. Han er måske lige lovlig karikeret til, at man for alvor hader ham. Han er en slags tegneserieversion af de værste mandlige typer fra Yellowstone serien med Kevin Costner.
Og så er der hans søn, Gator, spillet af Joe Keery fra Stranger Things. Han vil gerne være ligesom farmand og er på overfladen en virklig ubehagelig type. Man kan dog mærke, at der gemmer sig en konflikt inde i ham. Joe Keery gør det helt fantastisk som denne mega trælse type, som man på én gang hader og har lidt ondt af.
Den tredje mandlige skurk er også total genial. Et mix af alle Fargo's og Coen brødrenes lejemordere. En surrealistisk variant af Anton Chigurh med noget af et tvist.
Fargo sæson 5 er indtil videre uden sammenligning den bedste serie i 2024. Det er svært at forestille sig, at der kommer noget, der er bedre i år. Men man har da lov at håbe.
★★★★★★