Jeg er med på at man skal være god mod andre, men det behøver vi vel ikke en 2000 år gammel historie om en tømrersøn, der blev sat op på et par pinde, fordi romerne skulle finde en syndebuk til at fortælle os? Det er da almen pli og dannelse.
Det har du helt ret i, og det vil jeg heller ikke påstå. Når jeg underviser og udlægger Bibelen i kirken uge efter uge, så er det ikke med den forudsætning, at "alle som ikke tror på Bibelen ikke ved hvad god moral er". Jeg antager hellere, at Gud, som har skabt os alle sammen, også har skabt os med en almen bevidsthed om de mest grundlæggende objektive moralske værdier. Vi ved om disse helt uafhængig af hvad han har skrevet i Bibelen, og pointen med Bibelen er heller ikke først og fremmest at lære os, hvad som er rigtigt og forkert. Pointen med Bibelen er at fortælle historien om, hvordan Gud har arbejdet for at redde den verden, som han har skabt, men som på grund af mennesker er kørt helt af sporet. :)
Jeg respekterer jeres syn på tro, fordi jeg tror at i har brug for at støtte jer til det, selvom man jo i dag godt ved, at den slags er helt hen i vejret. Det er helt fint, at man tror på "noget", men for mig er det godt nok vildt.
Det siges ofte at man tror, fordi man "har brug for noget at støtte sig til", men jeg ser at folk, som er psykisk mere præget og traumatiseret og slået ud end mig (jeg har haft en relativt god barndom og har ikke store psykiske plager, bare nogle småting ;) ), alligevel ikke tror, og måske endda hader kristendommen. Har ateister ofte "daddy issues"? Noget tyder på det, i hvert fald nogle af de mest kendte (Nietsche og Freud).
Det er imidlertid irrelevant. Hvorfor du tror på noget har ikke noget at gøre med om det er sandt eller ej. Bibelens troværdighed afhænger ikke af min motivation for at tro på den. Det er det som kaldes "the genetic fallacy". Bibelen kan være sand, selv om folk har fuldstændig bullshit grunde til at tro på den. ;)
At tænke sig, alt det der lægges i at have et efterliv, når man jo har det her ene liv lige nu. Det er jo komplet spild af tid, og på noget som der ikke er en hujende fis bevis på, gennem tusinder af år. Ikke ét eneste bevis. Intet!
To ting jeg lægger mærke til her:
1) Kristendommen handler ikke først og fremmest om efterlivet, i hvert fald ikke den kristendom, som Jesus lagde for dagen. Læs evangelierne og se hvor meget han snakker om det som sker efter man er død, og du vil nok blive overrasket. Jesus snakker faktisk næsten ikke om efterlivet. Han snakker om "Guds rige" som noget nærværende og aktuelt. Han snakker om gode nyheder for de fattige. Han går selv rundt og helbreder og hjælper. Jesus er ikke optaget af at "komme i himmelen" (og han bruger aldrig de ord), men er optaget af at "søge Guds rige og Guds retfærdighed", og dette handler faktisk om at se Guds vilje ske på jorden. For eksempel ved at vi elsker vores fjender og tager os af de fremmede (ligesom i historien om den barmhjertige samaritaner).
Når Kirken så begynder sin historie på Pinsedagen, så ser man at de første kristne går sammen og deler sine penge og sin mad mellem sig. Det vil sige at alle de fattige får tøj og mad. Det er altså i høj grad en social-humanistisk bevægelse, som folk har glæde af lige nu og her. Der er glæde og fællesskab. Og så er der sang og bøn og tilbedelse også, som du nok synes er spild af tid, men uden det havde man ikke fået alt det andet. Jeg tror, at hvis du så denne ægte autentiske kristendom, så ikke en gang du kalde det "spild af tid" :)
2) Der er ikke beviser, siger du, og dette er blevet ateisternes mantra, virker det til. Der er ikke beviser for ateisme heller, og så kan man diskutere, hvem som har "burden of proof". Men jeg mener så faktisk at selv om der ikke er beviser i en streng matematisk-videnskabelig forstand, så er der evidens og gode argumenter. Siden vi nu snakkede om Jesus i udgangspunktet, så er der i hvert fald stærke indicer og dermed argumenter for hans opstandelse, historisk set.