Interessant tråd.
Religion og tro er på ingen måde uvæsentlig.
Da mennesket i sin tid nåede så langt i evolutionen at vi begyndte at reflektere over mere end at få opfyldt vores basale behov, blev vi langsomt klare over hvor meget vi ikke forstod.
På grund af vores evne til at reflektere, søgte vi svar på vores spørgsmål.
Nogen kunne svare på spørgsmål, ved at føre bevis. Vi kan kalde dem A; videnskabsmænd/kvinder.
Andre opfandt et postulat, som ikke nødvendigvis kunne bevises. Vi kan kalde dem B; høvdinge, konger, politikere eller præster.
Men da ikke alt kunne forklares med videnskab, så vandt B holdet oftest - for vi mennesker har brug for en forklaring, for at kunne bruge vores energi på andet end at reflektere, hele tiden.
B holdet kunne bestå af de som ikke brugte tid på forklaring, men bare konstaterede at "sådan er det bare". Andre søgte at forklare det med at der fandtes noget over det hele - en gud, eller flere guder. Det var en nem måde at forklare alting på - for så var der en mening som altid kunne forklares med at man var svag i troen, eller at nogen prøvede på at lære en noget. Hungersnød, sygdom og død kunne pludselig forklares med at det var gudernes vilje.
Det skabte efterhånden også en litterær elite, for de som kunne skrive og læse kunne noget som ikke alle kunne. Og kunne man lave fagter og udtale noget som ingen andre forstod, så havde man i den grad magt og måtte stå guderne nær.
Som sagt er religion ikke uvæsentlig, på nogen måde. Mange filosoffer kunne se at her var en vej til at skabe et ordnet samfund uden strid og krig. Derfor findes der mange ligninger i religionen, som fortæller os hvordan vi skal opføre os i forhold til hinanden - hvilket som regel er ret praktisk. En stor del af disse står idag i vores love og hjælper os til at leve i fred og fordragelighed med andre.
Basalt var mennesket fra start ganske simpelt et ego som tog hvad det havde lyst til, hvis det var stærkere end de andre. Heraf kom de første konger, høvdinge med flere. Senere udviklede mennesket sig, og nu blev det oftere og oftere dem som var de klogeste der vandt.
Penge, guld var en stor hjælp for nu kunne de kloge (ikke nødvendigvis de lærde) købe de stærke til at forsvare, eller til at angribe og erobre.
Efterhånden som flere og flere, tidligere uforklarlige ting er blevet forklaret har religionerne fået store problemer. Kongerne har mistet deres magt, og er blevet afsat eller lever i bedste fald som skyggekonger under opsyn.
Kun de religioner hvor magten sidder hos præsterne findes der ikke demokrati, endnu. Men det kommer med tiden, hvis de får viden og information nok. Videnskab og lærdom er den eneste reelle vej frem hvis verden skal blive klogere - og vi skal ende med at leve i fred med hinanden.
Først når alle accepterer at vi reelt stammer fra den samme forfar, et sted i Afrika og dermed er i familie med hinanden - langt ude. Først der er der måske en chance for global accept.
Religion har altså gjort meget godt, sammen med videnskab, filosofi og politik - vi har skabt sprog som kan forstås af de fleste, og vi har skabt muligheder for at bekæmpe sult, tørst og sygdomme.
Verdens helt store problem er at vi stadig reproducerer os selv i et antal som jorden ikke kan klare i længden. Det har kineserne indset, og det samme er sket i den vestlige verden - og når vi får den sidste del med, så ser det lysere ud.
Videnskab er bestemt ikke kun godt - der er brugt lige så mange kræfter på at udvikle ting som kan ødelægge jorden og mennesker, som til det gode.
Jeg bruger religion til det praktiske. Jeg har stadig brug for at gøre livsændringer til noget særligt, og kunne markere det ved et ritual - sådan er jeg.
Derfor synes jeg ikke det er hult, når mine børn bliver konfirmeret - for lige som vores forfædre, så har vi brug for at markere at man får en ny status - nu begynder voksenlivet.
Ægteskab i kirken er også meningsfuldt - for hvis vi bliver enige om noget så vigtigt som at være og blive sammen, så må det gerne være noget vi ophøjer og gør til noget særligt.
Barnedåb ligeså - en navngivning må gerne gøres til noget særligt, og kirken er en fin højtidelig ramme.
Og ikke mindst døden. Vi har brug for et sted hvor vi får sagt det sidste farvel - det kunne måske gøres mere muntert som Mexicanerne der mindes deres døde med glæde, og fejrer de døde. Her kunne vi godt udvikle os.
Summen af det hele er at vi allesammen er en del af den historie, der ligger forud. Vi har brug for regler og rutiner, for at vores verden skal kunne hænge sammen.
Der findes ingen guder, og det er svært at forstå at lærde mennesker kan tænke anderledes med den viden vi har indtil nu. Der findes heller ingen liv efter døden, men vi har allesammen et bedre liv hvis vi opfører os så godt som vi kan.
Jeg accepterer dog at nogen, trods bedre vidende, stadig har behov for at tro noget andet - for at deres verden kan hænge sammen.
Så enkelt ser jeg verden.