Det er jo heller ikke sådan at jeg har behov for at ty til ekstremer udi det negative. Jeg prøver for i øvrigt altid at have en positiv tilgang til film (selv om det måske ikke altid lykkes) og lige netop Tolkiens univers elsker jeg så meget (også på film) at jeg skam føler mig underholdt og draget, også til de svagere film. Jeg finder The Hobbit narrativt svagere og at den har flere indfald der ikke fungerer helt så godt. Det er dog mest del 3 jeg synes er tæt på at falde til jorden. Visuelt føler jeg den ses igennem et filter (som sikkert forstærkes i ens hoved når filmen er slut) og har et kunstig skær, som de andre er mindre plaget af. Men selv i del 3 kan jeg finde mange gode delelementer og underholdende gode momenter. Modsat især del 2, som jeg finder bedst i Hobbit trilogien og som jeg faktisk synes er ret vellykket, er det del 3 jeg har flest forbehold imod og som jeg skal bruge mest "energi" på at elske og finde det positive i:-)
Jeg er dog ikke enig med dig og babo i at The Hobbit er på niveau med Lucas' SW prequels;-)
Tak for din erfaring/oplevelse omkring Hobitt-filmene. :-)
Og ja, Babos og min enighed angående de tre SW-prequels er intet mindre end rørende. It's our thing. hehe
Når jeg selv sætter mig for at se en film, prøver jeg ikke at være hverken positiv eller negativ overfor den. Jeg lader simpelthen bare filmen gøre det, den kan. Jeg lader FILMEN arbejde - jeg synes ikke, det er MIG der skal anstrenge mig; næh, det skal FILMEN. Jeg kan bedst beskrive min tilgang til film med Stanley Kubricks ord: "The feel of the experience is the important thing, not the ability to verbalize oranalyze it." (sagt om hans egen film '2001: A Space Odyssey')
Altså: 'Det vigtigste er følelsen ved oplevelsen, ikke evnen til at sætte ord på eller analysere den.'
Hvis en film rammer mig på følelserne, anser jeg den for at være vellykket. Og her mener jeg ALLE slags følelser - at man føler sig opslugt (så det er svært at sunde sig bagefter og komme tilbage til virkeligheden), at man føler spænding, måske harme over noget der overgår personerne i filmen, eller glæde, tristhed, melankoli ... eller at man nærmest bagefter føler man har været på en hel rejse.
Da jeg første gang så den tredje Hobbit-film, sad jeg med den der stærke Return of the King-vibe, og jeg blev virkelig revet med af de interne konflikter og uenigheder blandt vore helte. Jeg sad med følelsen af, at nu var det alvor - at tingene, der for det meste havde løst sig i de to foregående film, ville gå galt, at selv den 'love story', der var puttet ind, kun var med for at understrege den tragedie, jeg vidste historien ville ende med ... og jo, ganske rigtigt! (Extended edition-udgavens begravelses-scene EFTER Thorins afsked med Bilbo giver mig dog en endnu stærkere Lord of the Rings -vibe og får mig til i endnu højere grad at føle tragedien.) ... Og hold op hvor slutningen med Bilbo, der lige får fremstammet "He was my friend" om Thorin og bagefter går omkring i sin halvtomme bolig, får mig til at føle den knugende ensomhed og tristhed Bilbo føler efter hele dette begivenhedsrige eventyr!
Der er så meget ved denne film, der bare rammer helt plet hos mig - også da Thorin går amok og vil smide Bilbo ud fra den høje mur. Og scenen mellem Balin og Bilbo, plus nattescenen mellem Bofur og Bilbo (fra extended edition). Flere af filmens karakterer føltes bare mere "nærværende" eller som om man kom tættere på dem i denne tredje Hobbit-film. (Og rent visuelt var der også et mere organisk og beskidt udseende i scenerne fra klipperme omkring Erebor og indenfor i selve dværg-riget, hvilket igen-igen var med til at give mig den der "Return of the King"-vibe - jævnfør scenerne med Frodo og Sam og Gollum i bjergene ved Mordor.
Jeg elsker også tilføjelsen af dværgenes køretur i en kampvogn, der saver sig vej gennem orker og trolde. Dette var samme beskidte, makabre stil som da Aragorn hugger arm og hoved af en uruk-hai-leder i "Fellowship of the Ring" og som da orkerne flår indvolde og tarme ud af en af deres egne for øjnene af Merry og Pippin i "The Two Towers". Grotesk på en sådan måde at det samtidig er sorthumoristisk. ;-)
Og så er der så mange storslåede øjeblikke i filmen - da Thorin og de andre endelig kommer ud og deltager i slaget og derved indgyder Dains dværg-hær nyt mod og overskud. Ørnenes ankomst til Azogs store ærgrelse. Thorin der ofrer sig for at kunne overvinde Azog. Smaugs angreb på byen. Bard, der opdager hullet i Smaugs naturlige "skjold". Og Bard der beroliger sin søn, mens han tager sigte.
..... Men for at komme tilbage til mit udgangspunkt: Det er sådanne gåsehuds-øjeblikke + følelsen af et virkelig gennemført eventyr-univers + stemningen i hele filmen, samt ikke mindst de suveræne skuespillere, der - sammen med alt det andet jeg har nævnt - "gør arbejdet" i forhold til min oplevelse.
Havde Hobbit-filmene nu ikke skabt denne overvældende "feel of the experience" eller havde den manglet her og der, ville jeg også sige, at filmens narrativ var svag eller, at filmen ikke var helt så god som håbet.
Men er man ramt, så er man ramt. ;-)