Ligeså snart det hele er overstået, tror jeg at verden går tilbage til normalen mere mindre.
Jeg tror ikke at man skal regne med at hjemmearbejdspladser bliver en permanent erstatning for at møde fysisk på jobbet. Det nok ikke er mange, der gider at afsætte plads til et hæve/sænkebord og hvad der ellers skal til, for at møde de retningslinjer, som myndighederne har sat for arbejdspladser, samtidig med at de nok heller ikke gider at betale skat af deres arbejdstelefon og evt. internetforbindelse.
For mange er det heller ikke ligefrem en dans på roser at sidde hjemme. Jo, måske nogle få gange om måneden, men jeg hører fra både kollegaer og venner, at de savner ansigt-til-ansigt kontakten med kollegaerne, de mangler de fysiske rammer til at arbejde optimalt, de hader videomøder som pesten og at arbejde hjemme bliver hurtigt en gråzone, hvor de føler, at de altid er på arbejde, fordi man jo lige kan lave noget, fordi computeren er lige der.
Nå ja, så med hensyn til det psykiske, så kan det også være meget ensomt at arbejde hjemme.
Krammeri kommer igen, det er helt sikkert og man kan jo bare sige "hey, jeg krammer ikke", hvis man ikke er komfortabel med det.
Afstanden sidder ikke på rygraden overhovedet. Folk har stadig virkelig svært ved det, overalt hvor jeg kommer, selvom maskepåbuddet lader til at minde dem om det.
Selv håber jeg på at det bliver mere normalt med mundbind, når folk er småsyge, ligesom det har været i Asien i årtier. Det kan forhindre at influenza, forkølelse og den slags bliver spredt. Altså at folk bruger det frivilligt når de er syge og ikke bare nyser på alle andre.
