Nightmare Alley
4 Oscar-nomineringer: Bedste film, Production design, Fotografering, og Kostumer.
Hvor: HBO Max US.
Som altid er Guillermo del Toro’s film gudesmukke at se på. Og der er bestemt ikke sparet på production design, billeder og farver, som er fuldt på højde med The Shape of Water i æstetik. Det vil med andre ord sige: Mesterligt!
Det kniber lidt mere med historien, som først for alvor går i gang efter et tilløb på 1½ time. Tiden indtil da går med, at vi lærer Bradley Coopers karakter at kende. Han ankommer i starten af filmen til et gammeldags carnival (omrejsende tivoli/circus) i slutningen af 1930’ernes USA. Her udviser han et meget stort talent for at lære de tricks, der skal til for at begejstre datidens publikum.
Men det er først meget senere, da han møder en psykolog (Cate Blanchett), at plottet begynder at udfolde sig, og der går ”The Talented Mr. Ripley” i den. De indgår en slags alliance, og undervejs lærer man lidt mere om Bradley Coopers baggrund.
Så kort sagt er det ikke en film man skal se for dens film-noir krimiplot. Men den er til gengæld fyldt med skæve charmerende personligheder. Og som allerede nævnt fantastisk flot at se på.
★★★★☆☆