Jeg var en super hyggelig tur på kunstmuseet Louisiana oppe i Humlebæk i tirsdags med mine forældre og min lillesøster, samt min lille herlige niece, der havde fået en ret sød Barbie 80'er jakke på, som man åbenbart kan få helt ned i hendes alder på 3 år. Hun var i øvrigt i mægtigt humør hele dagen, så det var bare super ift de to udstillinger vi så, som jo godt kan være lidt kedeligt for sådan en lille bebs. Men hun tog det som en oplevelse lige indtil, at trangen til æblejuice og kage vægtede højere en georgisk malerkunst. :D Men det var ikke værre end, at min lillesøster gik forvejen til caféen mens at mig og mine forældre så resten af den anden udstilling færdig i god ro og orden.
De to udstillinger vi var oppe og se kunne nærmest ikke være mere forskellige, og der var ingen af os der kendte nogen af de to kunstnere i forvejen. Men det kan jeg faktisk meget godt lide fordi, at man på den måde går til værkerne med et åbent sind.
Den første udstilling med titlen "Epic Waste of Love and Understanding" var med den islandske multikunstner Ragnar Kjartansson som bød på både malerier, video-installationer, musik og live-performance i et kulørt, bizart men også underholdende sammensurium, der alt lagt sammen var kritik og satire af den vestlige verdens kulturarv, samt af det moderne menneskes forsøg på at kapere verden omkring sig.
Det var for mit vedkommende noget af en blandet landhandel, hvor noget var sjovt - eksempelvis en video-serie med Kjartanssons mor optaget over flere år, hvor hun skælder ud på ham. Eller en anden video hvor en der begår hærværk mod et maleri ender med at blive overfaldet af en flok kustode, der efrerfølgende banker ham fuldstændig overdrevet ala The Three Stooges". Det var absurd morsomt. :D
Men så var der også en video, hvor Kjartansson sang den samme replik på repeat, samt en video med en bondekarl der stod på en bakke og skød med et haglgevær, som jeg synes lidt var kejserens nye klæder.
Det bedste ved den udstilling var helt klart i det tilstødende lokale, hvor der lå en bunke brædder og skrammel for enden, og på væggen hang der så en sten, hvor der stod noget på Islandsk. Da jeg så står og læser infoen på væggen, viser bunken sig så at være en smadret loge fra et teater, hvor Adolf Hitler jævnligt kiggede forbi for se sit yndlings teaterstykke "Den Glade Enke".
I 2008 bliver logen opkøb af en Islandsk rigmand, som Kjartansson kender og han finder så ud, hvad det er han har erhvervet sig og køber så logen fra rigmanden, hvorpå Kjartansson smadrer den til pindebrænde. Det som så står på stenen med Islandsk skrift over bunken på Louisiana viser sig så at være en sætning som oversat til dansk betyder "Her ligger en bunke ondt skrald", hvilket så er Kjartanssons klare foragt over for nazisme og fascisme. Det gjorde stort indtryk på mig forbi, at bunken rent faktisk var noget fra anden verdenskrig, som en af de ondeste mænd i verden tilmed har rørt ved. Så at se det destrueret på den måde var meget tilfredsstillende og også overvældende, når man ved hvad bunken repræsenterer.
Den anden udstilling var i en helt anden boldgade og meget mere nem at gå til. Det var en række malerier af den mytiske georgiske kunstner Nico Pirosmani, der lavede sine værker fra cirka 1885-1912. Han havde en meget markant stil/streg (han levede egenlig af af være skilltemaler) og flere af hans værker var malet med en sort baggrund, så motiverne derfor stod meget skarpt og klart. Særligt dem med kraftige farver på blev ekstra fremhævet grundet hans særlige stil, hvilket jeg rigtig godt kunne lide. Især nogle billeder Pirosmani havde lavet af nattehimlen med månen i baggrunden var virkelig flotte og stemningsfulde.
Den måde han fangede månens lys på var ret imponerende. Pirosmani var ikke en kunstner, der malede abstrakte ting eller lagde en masse symbolik i sine værker. Han var meget én til én og direkte i sin kunst ift de objekter, dyr og mennesker han malede, hvilket alt sammen var ting han observerede i sin hverdag nær hjemstavnen i Tiblisi, Georgien. Hans motiver af dyr var jeg også ret vild med, og i det hele taget syntes jeg rigtig godt om hans stil, som var både hyggelig og hjertevarm trods de ofte sorte baggrunde.
Vi rundede afslutningsvis den rigtig hyggelig dag af med en tur i Louisianas café, hvor den stod på en lækker salat med grillet tun, kartofler, oliven og æggeblommecreme m.m, som var virkelig velsmagende. Og så en cappuccino og en jordbærkage som dessert inden, at jeg til sidst slog et smut forbi Louisianas butik i kælderen, hvor jeg købte de to bøger om de to udstillinger vi havde set, plus en bog mere som var en hardcover udgave af de bedste pressefotos fra hele verden i 2023.
Så alt i alt en rigtig god dag og nogle fascinerende og tankevækkende udstillinger. :)
