Fargo - sæson 5.
Twin Peaks møder Kill Bill - og clasher med Fargo (og Alene Hjemme).
Bestemt en af de mere fornøjelige sæsoner af Fargo - det VRIMLER med vanvittige figurer og påfund. Den gode Noah Hawley har taget kritikken fra en svagere sæson 4 til sig - og har brainstormet, og resultatet har været; Der er ikke en ide der er for dum til ikke at blive afprøvet.
Vi har det her helt særlige univers af (forholdsvis) naive efterkommere af skandinavier, som ofte siger Jaa - og ellers ikke forventer at der sker noget ondt - i et lukket samfund hvor mange kender hinanden. Twin Peaks, havde lidt af det samme.
Vi har en pige/kvinde som er flygtet fra en voldelig mand - og har fundet fred i en ny tilværelse - som bliver fundet og voldeligt opsøgt af sin fortid - Kill Bill.
Vi har et sammenrend af dumme forbrydere, helte som overlever de største udfordringer og politiet/myndighederne der som regel mest er tilskuere - og et stænk af det overnaturlige - Fargo.
Mixet er selvsagt herligt, grænsende til det geniale.
Man har næsten ondt af de selvsikre skurke, når det træder ind i en "Alene Hjemme" konstallation - iført masker og våben - med Dot - den lille dame/kvinde i rollen som Kevin, der har lagt fælder for dem.
Alle figurer er karrikerede - Dots svigermor (herligt spillet af Jennifer Jason Leigh), er en bitch som man ikke skal stille sig op imod - rig og magtfuld. Hendes håndlanger Danish Graves! har en klap for øjet for lige at understrege at han også er lidt farlig.
Jon Hamn er uhyggelig i rollen som sadistisk morder (Roy Tillman) - totalt blottet for empati og logik - og endda i rollen som sherif. Her tager Hawley fat i en del af den syge amerikanske folkesjæl - som overfaldt kongressen anført af Trump for et par år siden - for Roy bliver aldrig udfordret af sine egne, det tør de ganske enkelt ikke.
Midt i det hele er der disse loyale og godtroende politifolk (Indira og Witt) - med en sund skepsis - som måske ikke opdager det der foregår lige for næsen af dem, men som alligevel er der når der er brug for dem.
I det skøre persongalleri finder vi også Gator - søn af Roy spillet af Joe Keery (Steve Harrington fra Stranger Things) - som lydigt gør som far siger, men som hele tiden nages af tivlen fra den mor der forsvandt.
Sidst, men ikke mindst er der "det helt crazy udefra" - Ole Munch - den mystiske "henchman" - med sin helt egen moral - iført pagefrisure og våbenarsenal (minder i betænkelig grad om Coen brødrenes egen Anton Chigurh fra No Country for Old Men - og det gør slet ikke noget!).
Hovedpersonen er Dot - den lille pige/dame, som trods sin størrelse er en tiger som man ikke skal udfordre- særligt ikke når hun forsvarer sin mand og datter!
Det hele fader ud som slutningen på noget man ikke har lyst til at forlade - en god melodi man ikke helt ved hvordan skal ende.
Næsten ærgerligt at det er Fargo - og ikke starten på en selvstændig serie - for Dot er så herlig en figur at det næsten råber på mere.
9/10