Jeg har prøvet noget nyt, jeg aldrig har prøvet før - nemlig at fryse i Las Vegas.
Når man kommer i sommerferien, er der altid sindssygt varmt (over 40 grader). Men her i januar skal man have flere lag trøjer på, eftersom det kun er lidt varmere end i Danmark med ca. 10 grader. Der er dog utrolig stor forskel på at gå i skyggen og i solen. Midt på dagen i solen kan man gå i shorts og t-shirt. Men i skyggen er det nødvendigt med sweater og jakke.
Vi er netop færdige med et lille roadtrip i Arizona og afslutter her i Las Vegas. Jeg var bare med som det tynde øl ifm. en konference konen skulle til i Phoenix. Vi har desværre været super uheldige med vejret. Arizona er primært ørken, men det har regnet og været overskyet de fleste dage. I Williams tæt på Grand Canyon gik vi endda rundt i snevejr og hundefrøs.
Her i Las Vegas bor vi på Trump International Hotel. Det er den store guld-bygning. Vi er på ingen måde fan af den store idiot. Men vi fik et tilbud på en corner-suite, som vi ikke kunne sige nej til. Vi bor oppe på 53. etage (ud af 64). Det er en anelse angstprovokerende at sove helt ude i hjørnet så højt oppe, når man som mig lider lidt af højdeskræk.
På hotellet er der selvfølgelig en Trump butik, hvor man bl.a. kan købe hans Make America Great Again kasketter. Tænk engang at de forlanger 40 dollars for sådan en kasket. Det er jo vanvittigt. De burde da give folk penge for at gå og reklamere for ham.
På The Strip så vi også en bil fyldt med Trump figurer på køleren. Nøgne Trump figurer:
Naked Trump
De er skøre de amerikanere!