Jeg køber masser af film.
Jeg ser også ret meget streaming. Jeg abonnerer selv kun på HBO Max, men låner mig til nogle andre tjenester, så længe det varer.
Selvom man fra tid til anden kan finde et lille udvalg af mere specielle titler, fx et par kriminalfilm eller en håndfuld komedier fra Italien eller en gammel, engelske skrækfilm på fx Netflix, så er streaming jo ekstremt meainstream-orienteret.
Derfor er de film, jeg køber, mest ting, jeg sjældent ville kunne finde på streaming. Det er horror, exploitation, de lidt mere skæve undergrunds- eller eksperimenterende ting, men også mange klassikere eller bare mere kunstneriske film.
Jeg køber langt det meste direkte fra de forskellige labels.
Sidste år brugte jeg ustyrligt mange penge hos Vinegar Syndrome, så derfor tog jeg konsekvensen i januar og betalte de mange penge for et årsabonnement hos dem. Det betyder, at jeg hver måned får sendt en pakke med månedens udgivelser og kan købe resten af månedens nyheder fra deres forskellige sub- og partner-labels med en god rabat.
Derudover handler jeg direkte med Second Sight, Radiance Films og Indicator i UK og Mondo Macabro og Severin i USA. Jeg prøvede også for første gang at handle direkte med 88 Films i november, og det kommer jeg sikkert til at gøre igen.
Fælles for dem alle er, at de som regel pakker deres ting virkelig godt. Af samme årsag undgår jeg nemlig at købe direkte fra Arrow.
Arrows indpakning er generelt noget lort, og deres kundeservice er elendig, så det er simpelthen ikke værd at spare lidt håndører ved at bestille direkte hos dem for mig. Jeg gjorde et par undtagelser sidste år - i forbindelse med et udsalg, og fordi de - efter VIRKELIGT mange klager - nu er begyndt at pakke alle deres nye store bokse ordentlig ind (alt andet bliver dog stadigvæk behandlet dårligt). Men som tommelfingerregel undgår jeg dem, så meget som jeg kan.
Herhjemme bestiller jeg en sjælden gang fra Laserdisken eller går forbi Faraos.
Laserdisken er dog lidt et lotteri for mig, fordi man ikke kan se standen på den ting, man køber - og så kan man jo ofte lige så godt købe online.
Som andre har skrevet, så er Faraos vanvittigt dyre. Jeg bruger dem normalt kun, hvis de har en titel, der er ved at udgå, og jeg gerne vil være sikker på at få den i ordentlig stand, eller i forbindelse med deres årlige fødselsdagsudsalg og Black Friday, hvor de har 20% rabat på alt i butikken (så deres priser rammer et mere Laserdisken-agtigt niveau).
Jeg køber meget sjældent fra danske netbutikker, men jeg er begyndt at bruge imusic.dk en smule og kommer helt sikkert til at gøre det mere. Deres priser er overraskende gode, de pakker tingene bedre ind end mange andre, og så har de ind imellem ret gode udsalg på deres importtitler.
Mine Arrow- og Eureka-bokse bestiller jeg mest hos Sound/ Accord-kæden.
Accord har et lillebitte udvalg af nye film ved siden af de mange brugte, Sound har slet ingen, men de kan bestille alle engelske udgivelser hjem gennem den samme distributør, som de får deres musik fra. Man skal bare spørge.
Da deres distributør er vant til at pakke plader, så ved de, hvordan man skal pakke godt, og tingene ankommer stort set altid uskadte. De par gange, hvor jeg har oplevet en skade, har Sound uden at kny bestilt en ny til mig med det samme. Prismæssigt er Sound nogenlunde som Laserdisken, ofte endda en lille smule billigere.
Alle titler der ikke kommer i bokse eller med en eller anden specialindpakning, som jeg er lidt ømskindet for, dem bestiller jeg bare hos Amazon UK eller rarewaves.com. De er begge med i IOSS, så man får ingen ekstra toldregning bagefter.
Fra USA bruger jeg Amazon US og Deep Discount, hvis jeg skal bestille direkte til DK. De er også med i IOSS, så man betaler dansk moms ved kassen og får ingen regning fra tolderne.
Det sidste halvandet år er jeg dog begyndt at bruge en re-shipper ret meget.
Det betyder for det første, at jeg kan bruge nogle af de amerikanske specialbutikker, som ikke sender ud af USA. Det er butikker som fx. OrbitDVD, Grindhousevideo og Atomicmoviestore.com. De har alle et virkeligt godt udvalg, god kundeservice, og så pakker de rigtig godt og sender ofte gratis indenfor USA, hvis man køber over et vist beløb.
For det andet kan jeg også benytte mig af de mange gode udsalg hos amerikanske labels, der ikke vil handle direkte med folk udenfor USA - fx Criterion, Grindhouse Releasing og især Kino Lorber, som nok har markedets bedste udsalg fire gange om året.
Endeligt bruger jeg også min re-shipper til ting, som jeg køber på eBay i USA, i Canada eller gennem handelsgrupper på Facebook, hvis sælger ikke vil sende ud af landet.
Det hele bliver sendt til min re-shipper i en stat, hvor der ikke er sales tax. Ca. hver tredje måned får jeg så alting pakket sammen i én stor kasse og sendt til mig i DK. Jeg skal selvfølgelig betale porto og dansk moms oveni, men det ville jeg jo alligevel skulle have gjort, hvis jeg havde købt det hele hos Amazon, og på denne her måde kommer jeg kun til at betale importgebyr én gang i stedet for for hver eneste lille pakke.
Tyske udgivelser køber jeg normalt fra Amazon DE eller fra en af de små, tyske eller østrigske specialbutikker som shop.dtm.at, wicked-shop.com og beyondmedia.at.