Hogwarts Legacy (2023)
Platform: Playstation 5 (er også ude på andre konsoller og PC)
Open-world action/adventure RPG spil sat i J.K. Rowlings magiske univers, kendt fra Harry Potter bøgerne og filmene af samme navn.
"Hogwarts Legacy" udspiller sig i 1890, 90 år før Harry Potter blev født, hvor du træder i skoene på en ny femteårs-elev på Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab.
Enhver, der er vokset op med Harry Potter-universet, enten i form af bøgerne eller filmene, har nok dagdrømt om, hvordan det ville være at tilbringe tid på Hogwarts magiske gange og hvilket hus de ville blive tildelt. I "Hogwarts Legacy" får man som spiller muligheden for at skabe sin egen karakter, om det værende en troldmand eller en heks, og gennemgå hele oplevelsen fra sorteringshatten, hvor du bliver tildelt et hus, til at udforske de mange spændende omgivelser både i og omkring Hogwarts.
I det store hele elskede jeg virkelig min tid med "Hogwarts Legacy". Mit eget kendskab til Harry Potter-universet strækker sig primært til filmene, men hvis jeg også havde læst bøgerne som barn, ville jeg sikkert have været ovenud ekstatisk, for det skinner virkelig igennem, hvor meget tid og kærlighed udviklerstudiet, Avalanche Software, har skænket i at genskabe den ultimative gå-på-opdagelseslegeplads for sande Harry Potter fans i alle aldre.
Jeg brugte timevis på at udforske omgivelserne og de enormt detaljerede klasseværelser, gange, opholdsrum og kringelkroge, der er så propfyldte med små detaljer og easter eggs, at det næsten kan virke en smule overvældende.
Der er ingen tvivl om, at Avalanche Studios har formået at genskabe den visuelle magi fra Harry Potter filmene, og det er klart en af spillets allerstørste styrker.
Selve gameplayet fungerer for det meste også rigtig godt. I et Harry Potter-inspireret spil er det rimeligt at forvente, at man kommer til at benytte sig af en tryllestav og et væld af besværgelser. Heldigvis er det lykkedes Avalanche Studios at få denne del til at føles sjov og tilfredsstillende, præcis som man også ville have håbet på. Det ville mildt sagt have været skuffende, hvis denne del ikke føltes godt, når man sidder med en controller i hånden. Bare det at indsamle specifikke collectibles føles tilfredsstillende på den der samlersgenagtige måde. Når man for eksempel ser en specifik collectible på afstand og derefter så let som ingenting indsamler samme collectible ved at hive den til sig ved hjælp af en besværgelse, er det særligt tilfredsstillende at se tallene tælle op.
Combat-delen fungerer for det meste godt; det er fedt at udsætte fjenderne for et hav af forskellige besværgelser, hver med sin effekt. En lille svaghed er dog spillets lock-on system, der aldrig fungerer helt så godt, som jeg kunne ønske mig, især i de mere hektiske kampe. Hvis der er tre fjender eller mere, og de samtidig benytter forskellige skjold, der kræver specifikke besværgelser at bryde, virker det som om, at lock-on systemet lever sit eget liv og ikke altid låser sig fast på den rigtige fjende. Det tog mig noget tid at indse, at det var bedre ikke at benytte sig af lock-on systemet, da det var mere besværligt end hjælpsomt.
"Hogwarts Legacy" opfinder ikke den dybe tallerken. Hvis du har spillet andre open-world action/adventure spil som mange af de senere "Assassin's Creed" eller "Horizon" spil, vil du være bekendt med den skabelon, som spillet er bygget op omkring. Dog er "Hogwarts Legacy" et utroligt vellavet spil af denne type, og jeg endte med at gennemføre alle side quests og indsamle en betydelig del af de forskellige collectibles, som spillet har at byde på. Det er noget, jeg meget sjældent gør med denne type spil, da jeg ofte finder genren uinspireret og alt for ensformig. Men "Hogwarts Legacy" formåede at ramme alle de rigtige tangenter for at holde mig til ilden, indtil jeg havde gennemført størstedelen af, hvad spillet havde at byde på.
Min samlede spilletid ramte 58 timer, og det inkluderer hele hovedhistorien, alle sidequests og en betydelig del collectibles indsamlet. Hvis jeg bare havde fokuseret på hovedhistorien, kunne jeg nok have gennemført spillet på 25-30 timer, og selvom det ikke betyder, at spillet ligefrem er kort, er det slet ikke tæt på at være lige så langt som mange andre open-world spil er i dag. Dette er i min bog en god ting, da det gjorde spillet mere overskueligt, og jeg følte altid en vis mængde fremdrift, hvor mange af de senere "Assassin’s Creed" spil simpelthen er blevet for store med alt for meget copy/paste design til at retfærdiggøre længden af spillene. Heldigvis blev jeg aldrig træt af "Hogwarts Legacy" af denne årsag, hvilket er et plus fra en, der normalt kører død i genren.
Er "Hogwarts Legacy" et mesterværk? Nej, det er det ikke. Er det et virkelig godt spil, som alle Harry Potter fans bør tjekke ud? Ja, det er det helt bestemt. Selvom det har enkelte svagheder såsom en lidt begrænset character creator og en lidt uinspireret hovedhistorie sammen med de førnævnte små kritikpunkter, forhindrer det ikke spillet i at være en fornøjelse at spille. Jeg nød virkelig min tid med "Hogwarts Legacy", og for fans af Harry Potter-universet er det et must!
9/10
P.s. Det skal siges, at jeg gennemførte spillet på PS5, hvor jeg kan forestille mig, at loadingtiderne er betydeligt reducerede i forhold til hvad de er på Switch eller PS4. Hvis jeg skulle vente et halvt til helt minut hver gang jeg benyttede fast travel, ville spillet ikke have været en lige så fornøjelig oplevelse. Det er helt klart værd at have med i overvejelserne, så hvis man har den nyeste generation af konsoller eller en god PC, er det nok at foretrække, da jeg ikke kan udtale mig om oplevelsen på den forrige generation af konsoller.