Her er så mine egne bud. Jeg kunne have haft en del andre på listen som sikkert var lige så "værdige".
Friday the 13th (1980)
Jeg har aldrig forstået hvorfor denne film har opnået den succes og status om den har. Den er sjældent uhyggelig og ofte forekommer den amatøragtig og flad. Kun slutningen overrasker og så er det positivt at filmen, modsat dens utallige ringe efterfølgere, ikke er overnaturlig og heller ikke er dybt utroværdig.
Synecdoche, New York (2008)
Original måske nok, men også en film der slet ikke har sat sig spor hos mig. Jeg husker nærmest intet af den og det gjorde jeg heller ikke kort efter den var set. Jeg forstår ganske enkelt ikke hvad andre ser i den. Er det filmens selvforståelse der trækker op? Burde det så ikke bakkes op med noget der var underholdende, sjovt, spændende eller bare something??? Er der en regel om, at stor filmkunst skal være gabende kedelig?
Tôkyô monogatari (1953)
En af den slags film, som ofte optræder på diverse lister over fantastiske film og på diverse filmanmeldere og filmelskeres toplister ligeså. Jeg fandt den på ingen måde ringe, men sad under filmen og følte ganske ofte jeg så et lysbilledeshow. Intet galt i lysbilleder, men i så lang tid med mennesker man ikke kender og aldrig føler man kommer til at kende. Stilen var så underspillet at jeg i hvert fald ikke har empati (om det så gør mig kold ved jeg ikke) nok til at kunne leve mig ind i mennesker hvis følelser er så subtile og uudtalte, at folk kunne dø ved siden af dem uden at de ville foretrække en mine. Jeg fik et par stikord til forståelse af historiens tematik, af en af de filmelskere der netop holder ekstremt meget af filmen. Deraf ved jeg at det vistnok er en sørgelig film. For mig var den såmænd også trist, alene på grund af dens tone, men stor filmkunst har jeg svært ved at kalde det.
Fight Club (1999)
Jeg har aldrig set det store i denne for mig, meget tidstypiske ”opgør” med tidens normer og ”subtile” pointer. Den forekom mig MTV- leflende som var det en intellektuel indpakket film, men poppet bag facaden med tidens hotte stjerner og vitterlig en film jeg fandt virkede som den mest trættende studentikose stiløvelse. Jeg har givet den mange chancer igennem årene, for har ment der måtte være et eller andet der fløj over hovedet på mig, siden den forsat kunne vedblive med at være så populær igen og igen. Måske er det mig der ikke forstår den (uanset ville det nok ikke hjælpe på at den var middelmådig), eller måske er det den generation der tog den til sig som stor kunst, der har holdt ved den, selv om den hører 90’erne til på alle de værst tænkelige måder. Uanset, så har gensyn heller ikke hjulpet mig. Det var faktisk haft den modsatte effekt.
