Tak for svar Kyllingbenet. Det kom der jo en række interessante betragtninger ud af.
Hvornår eller hvordan blev om bevidst om at du led af angst og derfor ikke måske længere troede det var en "normal" og rationel tilstand?
Jeg arbejdede engang med en ung mand der led af angst. Da jeg mødte ham første gang, kunne han dårligt forlade sin lejlighed og det kunne være så angstprovokerende bare at gå ned med skrald, at det havde hobet sig meterhøjt op i lejligheden.
Jamen det hele startede en aften da jeg var på arbejde, (jeg havde et studiejob på en tankstation). Jeg stod og betjente nogle kunder og pludselig slog det mig bare, jeg blev svimmel, fik hjertebanken og begyndte at hyperventilere.
Jeg troede virkelig at jeg skulle dø den aften.
Jeg er simpelthen angst/skræksslagen for at der er noget uhelbredeligt galt med mig, hvor dumt det end lyder, for jeg har jo indtil videre overlevet. Men jeg har intet problem med at komme udenfor eller at begå mig med fremmede, (så længe det foregår på mine premisser), men jeg kan godt mærke at store folkemænger gør mig utryg. Jeg var fx til koncert i Herning og se Jay-Z og Kanye West, og der kunne jeg mærke at angsten trængte sig på, men jeg overlevede da og havde en god oplevelse.
Jeg ville dog ønske, at jeg kunne gøre hvad der passede mig uden at jeg skulle tage hensyn til noget, der måske/måske ikke viser sig. Jeg ville gerne se verden og opleve den på egen hånd, uden at jeg behøvede at være på vagt. Men nogengange handler livet bare om at prøve lykken/løkken (lol) og om at tage chancer.