Jøsses altså!
Jeg må virkeligt være ved at blive gammel.
Min hukommelse er i hvert fald ikke helt på toppen længere.
Nu er det tredje gang indenfor et år, at jeg har været hele samlingen igennem, fordi jeg bliver i tvivl om, hvorvidt jeg ejer en bestemt film eller ej. Det kan selvfølgelig også være et tegn på, at jeg burde få den organiseret igen?
Jeg var fuldstændigt sikker, at jeg havde købt Hammer - Volume One: Fear Warning-boksen fra Indicator/ Powerhouse. Så sikker faktisk, at jeg med vilje sprang den over, de par gange jeg har set den billigere det sidste år, fordi jeg jo allerede havde den (fx købte jeg helt bevidst Volume Two i stedet, da Indicator havde udsalg i november).
Jeg har endda en svag erindring om at pakke den op og overveje at se en af filmene, men så vælge at se noget andet.
Men det lader til, at det er noget, min hjerne har fundet på.
Jeg var egentligt på udkig efter en anden film. Jeg kom lidt i tvivl, om jeg allerede havde den crowdfundede dokumentarfilm Hammer: The Warner Bros. Years, og der dukkede nogle ekstra kopier op på deres side forleden, så jeg ville lige tjekke, inden jeg bestilte.
Jeg plejer at holde min liste over blu-rays på min profil på blu-ray.com rimeligt opdateret, og det slog mig pludseligt, at jeg ikke havde fået tastet den første boks ind men kun nummer to. Så jeg tastede den da lige ind, mens jeg nu var i gang derinde.
I dag fik jeg så lyst til lige at kigge på æsken, men kunne ikke finde den. Nu har jeg været det hele igennem uden held. Jeg har også kigget gamle kvitteringer på email igennem for at se, om jeg overhovedet har bestilt den, uden at finde noget som helst.
Jeg har endda siddet og læst gamle indlæg i køb- og bestillingstråden igennem for at se, om jeg skulle have skrevet noget der. Men det eneste, jeg kan finde, er en kommentar fra juni om, at jeg regner med at bestille den snart.
Så konklusionen må jo blive, at jeg aldrig har fået den købt. Og alligevel er der i min hjerne et rimeligt klart minde om at have stillet boks nummer to og et op ved siden af hinanden.
Jeg har læst en del hjerneforskning gennem tiden og også noget om hukommelse, så jeg ved udmærket, at hukommelsen ikke er perfekt og nemt kan skabe falske minder. Men derfor føles det alligevel lidt freaky at være SÅ overbevist om at have gjort noget og så måtte erkende, at man temmeligt sikkert husker forkert. :)