Jeg glemte at gøre mit indlæg om Vinegar Syndrome færdig i går, for Vinegar Syndrome holder selvfølgelig også deres faste Black Friday-udsalg fra fredag til og med mandag.
De har 50% rabat på stort set alle film undtaget de nyeste udgivelser, og de sender gerne til Danmark.
Ligesom Severin plejer Vinegar Syndrome også at gøre noget ekstra ud af udsalget og bruger det som platform til at lancere nogle nye udgivelser.
Den første er intet mindre end Vinegar Syndromes første UHD-udgivelse: Tammy and the T-Rex (også tilgængelig som blu-ray).
Den populære cheerleader Tammy (spillet af en ung Denise Richards i sin første hovedrolle) er kæreste med Michael (en lige så ung Paul Walker) og alt er fryd og gammen. Men Tammy har en meget jaloux ekskæreste, og sammen med sine venner slår han Michael ihjel. Og hold nu fast, for det er her, der bliver rigtigt gakket! Den lokale, gale videnskabsmand Dr. Wachenstein (for man skal naturligvis hedde noget med -stein, hvis man er sådan en rigtig gal videnskabsmand) bryder ind og stjæler Michaels hjerne, som han indopererer i titlens T-Rex, der er en kæmpestor robotøgle eller øglerobot eller noget.
Michael vækkes til live og render i det meste af filmen altså rundt i skikkelse af en flere meter mekanisk dinosaur med Paul Walkers stemme og hævner sig på sine bødler, mens Tammy både skal forholde sig til, at hendes kæreste alligevel lever, at han er nu indeni en enorm øgle, og at hans små arme nok besværliggør dele af deres af forhold, samtidigt med at hun skal forsøge at finde en ny passende krop til ham.
Det lyder tilpas langt ude til, at det kunne være sjovt at se.
Se den vanvittige trailer her: www.youtube.com/watch
Filmen blev i sin tid klippet ned for at kunne sendes ud som PG-13. Men Vinegar Syndrome har haft adgang til de originale negativer og kan derfor præsentere filmen fuldstændigt ucensureret.
Om ikke andet må man håber, at den bliver en stor nok succes til, at VS fortsætter med UHD.
Dermed blev november altså måneden, hvor hele to af de små, amerikanske labels for første gang satser på UHD. Det andet label er selvfølgelig Synapse, der netop har udsendt deres flotte restaurering af Dario Argentos Suspiria på 4K UHD HDR og høster store roser for resultatet.
Nå, men det er Vinegar Syndrome, der skal handle om, og udover deres første UHD, så udgiver de også nogle blu-rays.
Den første er Spookies - en efter sigende vild og bizar skrækfilm fra 1985, der har opnået en del popularitet de sidste par år, efter at være blevet vist i forskellige kultfilmsammenhænge.
Historien er tyk af klichéer: Nogle venner er ude at køre, da bilen bryder sammen, og de strander ved et fremmed hus. Huset er tilsyneladende forladt, og de beslutter sig for at benytte lejligheden til at hygge sig lidt. Selvfølgelig falder de over et gammelt ouija-bræt og bruger det til en lille selskabsleg. Men i stedet for de normale spøgelser og besættelser man forventer af den slags sysler, sætter filmen her i femte gear og udvikler sig til en sand 80'er-fest af gummiansigt-dæmoner.
Tjek traileren: www.youtube.com/watch
Jeg har set en dansker skrive på min FB-feed, at Spookies var en af hans videofavoritter i 1980'erne, så det kunne tyde på, at den også har været ude på dansk lejevideo. Jeg har dog ikke umiddelbart kunne finde nogen dansk titel på den.
Man kan vælge mellem to forskellige limited edition slipcovers hos Vinegar Syndrome, så længe legeret varer.
Næste film på programmet er The Candy Snatchers. En benhård thriller fra 1973, der har opnået kultstatus som en af exploitation-genrens hovedværker.
Titlens Candy er en ung pige, der er arving til en formue. Hun kidnappes af tre kriminelle. Men hvad der skulle have været en simpel udveksling løber hurtigt fuldstændig løbsk. Filmen er især kendt for sin ubønhørlige tone og for sin slutning, og så er den i øvrigt den eneste biograffilm instrueret af Guerdon Trueblood, der er mere kendt som manuskriptforfatter til genrefilm som bl.a. Sole Survivor og Jaws 3-D.
The Candy Snatchers blev udsendt på dvd engang i midt-00'erne, men er selvfølgelig udgået for længe siden og har derfor været meget dyr at anskaffe brugt. Flere små labels skulle have forsøgt at udgive den på blu-ray gennem årene, men har måtte give op, fordi der har været problemer med rettighederne.
Vinegar Syndrome har ikke alene fået kontrakten i hus, men det er sørme også lykkedes dem at finde frem til filmens originale negativ og lave et splinterny 4K-transfer.
Trailer: www.youtube.com/watch
Som med Spookies kommer The Candy Snatchers også med et limited edition slipcover.
Det er i det hele tiden noget, Vinegar Syndrome gør en del ud af, det med slipcovers. Og ligesom deres sidste udsalg har de også denne gang fremstillet en ny række limited edition slips til nogle af de gamle titler, der ikke oprindelig udkom med slipcovers. Så hvis det er noget, man dyrker, så er der rig mulighed for det lige nu.
Sidst men ikke mindst udgiver VS The Angel Collection, en hårdtslående exploitation-thriller-serie fra 1980'erne i stil Cannon Films' produktioner, der består af filmene Angel (1984), The Avenging Angel (1985) og Angel III: The Final Chapter (1988).
Skolepigen Molly lever et hemmeligt dobbeltliv som dygtig skoleelev på en prestigefyldt skole om dagen og prostitueret om natten, indtil hun bliver vidne til et mord og må søge hjælp, for nu er hun i morderens søgelys.
Jeg har aldrig set dem, men jeg kan stadigvæk huske etterens lokkende videocover med en tekst, der sagde noget lignende "skolepige om dagen, luder om natten" og havde et dobbeltbillede, hvor hovedrolleindehaveren dels fremstod som sød, uskyldig skolepige komplet med rottehaler, dels som fræk fristerinde med høje hæle og hotpants. Det var nok til at sætte fantasien i kog for mig som dansk folkeskoleelev dengang. :)
Trailer: www.youtube.com/watch