Anmeldelse: Før stormen

Højaktuelt og afdæmpet portræt af klimaforandringernes menneskelige omkostninger er en af årets mest essentielle film.

Klimakrisen er hot. I flere betydninger. Og det brænder for alvor på for menneskets selvopfattelse og eksistensgrundlag, når politik og moral møder slet og ret overlevelse. Skovbrande, eroderede jordområder, omskiftelige vejrforhold og oversvømmelser er grundelementerne i en kamp om tilpasningen for at planeten ikke kollapser. Mennesket overvandt naturen og konsekvenserne banker nu på.

Overskrifter formet af den retorik kalder til splittelse i beslutningstagen og handleplaner. Helikopterperspektivet efterlader nok de fleste danskere handlingslammet eller ligeglade, så længe det ikke sker i ens egen baghaven. I mindre øsamfund er det stilhed før storm. Som på Mandø i Vadehavet. En helt håndgribelig usikkerhed om fremtiden dominerer hverdagen for de lokale. Og måske er det, når vi taler i øjenhøjde, at klimakrisen for alvor forstås. Det blik har den baskiske dokumentarist Juan Palacios og antropolog Sofie Husum Johannesen for øje i "Før stormen".       

Oversvømmelser og storme er skrevet ind i Mandøs historie på fatal vis. I 1558 tog stormfloden samtlige indbyggere bortset fra syv mænd, der arbejdede på fastlandet. De flyttede tilbage og genbyggede deres liv på en højere klit. De samme muligheder har de nuværende 27 beboere på ikke, der blandt andet tæller Gregers – øens eneste landmand, der kører familiegården videre. Med få midler, forsøger han at holde vandstanden nede på øen. Alt imens han håbefuldt efter en skilsmisse forsøger at blive optaget til "Landmand søger kærlighed" og swiper opgivende på Tinder. Gregers er bevidst om fremtidsudsigterne på Mandø, men er fanget af, at gården ikke kan sælges. Alle på øen ved, at ulven på et tidspunkt kommer. Men hvornår?

Juan Palacios har i sine tidligere film, de prisbelønnede "Inland" (2019) og "Pedaló" (2016), bevæget sig mellem poetisk dokumentarisme og magisk realisme, som afdæmpet har portrætteret såvel indre som ydre rejser. Helt i øjenhøjde med omkringliggende natur og iboende mennesker. Palacios’ unikke sans for skildringen af menneskers melankoli omsat i smukke naturbilleder, som han selv har optaget, griber også om sig i "Før stormen", men ikke så højtflyvende som førhen. Realismen har taget mere over og tilpasset sig Mandø. Måske med hjælp fra medinstruktør Sofie Husum Johannesen, der muligvis har haft en anden mere jordnær og videnskabelig metode i værktøjskassen.  

I rejsen fra foregående film med afsæt i spanske skildringer har den baskiske filmskaber også tilpasset sig. Respektfuldt og med afvæbnende lun humor mærkes mennesket i persongalleriet, som stod Frelle Petersen bag.  Det afdæmpede element er ikke alene styrken i den menneskelige skildring. Men også hvordan de lokale skal forholde sig til den. Trods den jyske sindighed kradser klimakrisen på en anden måde, når den deles i småsnak over disken i Danmarks Mindste Brugs og af den lokale alderspræsident Mie, der blæser 100 lys ud på sin fødselsdagskage. Fuldt bevidst om, at livet er forgængeligt.

Fortvivlelsen om stærkt eskalerende klimaforandringer tilhører ikke kun rebelske unge Greta Thunberg-groupies. Levevilkår og menneskers reaktioner på klimakriser er ligeså forskellige som sociale lag er. "Før stormen" rammer derfor en nerve, der har været så vanskelig at italesætte i den danske debat. Og Juan Palacios gør det eminent eftertænksomt, rørende og råt for usødet i dén dimension, som en af årets mest essentielle dokumentarfilm. 

"Før stormen" har dansk biografpremiere 22. februar.