Anmeldelse: Songs of the Earth

Norsk Oscar-håb er en dybsindig og gudesmuk refleksion over menneskets forhold til naturen.

Missionen i "Songs of Earth" fremstår simpel. Med imponerende og storslåede naturbilleder, sammenrullet med et poetisk portræt af forholdet til hendes gamle forældre, skal vi genfinde forbindelsen til naturen. Og genoverveje, hvad vi som mennesker har gjort for nedbryde den. Og hvilket andet land end smukke Norge er mere oplagt til netop det?

I "Songs of Earth" fortæller instruktør Margreth Olin ikke alene om hendes forældre og hypnotisk smukke norske natur. Udramatisk og dvælende får vi ikke alene helikopterperspektiv over dale ved hendes fars mange vandretur, der i rask tempo, trods de 84 år, ville rende fra de fleste. Fra fjelde og fjorde dykkes ned i lokalhistorien og de mennesker, der lever i pagt med naturen i Oldedalen, med blandt andet Birkedalsbreen i området. Forbindelsen mellem mennesker og natur er en symbiotisk og åndelig pagt, som har påvirket ægteparret Jørgen Mykle og Magnild Mykløen at forholde sig til livet og hinanden på. Og ikke mindst deres datter.

Som fiktionsfilm, havde "Songs of Earth" forfaldt til sentimentaliserende naturbeskrivelser og svøbende ophavs-nostalgi, der skulle tørres op med en tårevædet klud. Margreth Olins dokumentarfilm holder sig langt væk fra alskens klichéer og nemme løsninger. 

Naturens på én og samme vis nådeløse kræfter og det menneskeskabte forfald fortælles som beretninger om dalens kaotiske sindighed. Da et jordskred dræbte atten lokale og ødelagde landbrug og ejendomme, tales der om det, som en katastrofe. Men ikke én, der ikke kan ske igen, mens der skæves til ruinerne. For naturen er rå og svarer igen fra tid til anden. Og med klimaforandringerne i Norge, med blandt andet de mere og mere frekvente oversvømmelser rundt i landet.

I takt med at årstidernes cyklus flyder over lærredet i dybt imponerede billeder. Trods den hårde naturs kaotiske og smukke aftegninger i landskabet, fanges ærefrygtigheden i samspillet med livsglæde. Det gamle ægtepars kærlighed og afhængighed af hinanden spejles i menneskets uløselige binding til naturen. "Songs of the Earth" binder den forbindelse mellem dokumentarfilm og publikum. Norges natur sætter sig med et rugende sug i maven og afvæbner, mens den jordbundne poesi smittende folder sig ud. Margreth Olin har skabt en helt unikt, rørende og livsklog meditation om mennesker og generationer, om liv og død. Og om at alting er forgængeligt.      

Næste års norske Oscar-håb er en dybsindig refleksion over menneskets symbiotiske og destruktive forhold til naturen. Margreth Olins dokumentarfilm er også en påmindelse af det smukke i naturen, og hvad vi mennesker er ved at forvandle den til. Og dermed, hvad den forvandling gør med os.

"Songs of Earth" har dansk biografpremiere 2. november.